Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. februar 2007.
B&O er i topform efter en større slankekur. Nu venter væksten lige om hjørnet for Struervirksomheden.
Struer-virksomheden Bang & Olufsen (B&O) er færdig med den slankekur, som den administrerende direktør satte selskabet på, da han tiltrådte i 2001. Nu står den slanke udgave af B&O på spring til at øge væksten markant, vurderer aktieanalytiker Rune Møller fra Jyske Bank, som følger B&O.
"Siden Torben Ballegaard Sørensen satte sig i B&O's direktørstol, har han reduceret omkostningerne kraftigt og skåret meget overflødigt fedt væk i virksomheden. Også så meget, at det har overrasket en del analytikere", siger han.
Han betegner Ballegaards tid som topchef i B&O frem til nu som første del af en totrinsraket. Første trin var slankekuren, der blandt har betydet, at B&O siden 2001 har øget bruttomarginen med otte procent.
"Det er imponerende. Andet trin af raketten bliver højere vækst i omsætningen end de væksttal, vi har været vant til at se fra B&O," siger Rune Møller.
Den øgede vækst skal komme fra nye produkter, som B&O er begyndt at lancere flere af i takt med, at det bruger flere penge på produktudvikling.
"B&O har for nylig lanceret en række fjernsyn i den billige ende - for B&O vel at mærke - som kan gå hen at blive de første katalysatorer for den øgede vækst," vurderer han.
Han henviser til Bang & Olufsens seneste skud på produktstammen, BeoVision 8, der er på 26 tommer og koster omkring 22.000 kroner. B&O's forventninger til det nye fjernsyn er store, og det er blevet betegnet, som B&O's nye "folkefjernsyn". Stort set samtidig med BeoVision 8 lancerede B&O også selskabets BeoVision 9-fjernsyn, der er B&O's flagskib inden for fladskærms-tv med 50 tommer plasmaskærm og med mediecentret, Beovision 3, indbygget. Pris: omkring 160.000 kroner.
Det kan umiddelbart virke lidt forvirrende, da det kan se ud som om, at B&O har kludder i strategien: Går selskabet efter de rige, der har råd til at betale 160.000 kroner for et tv, eller går B&O efter den mere almindelige dansker? Det, afviser Rune Møller, er tilfældet.
"Det er snarere udtryk for, at B&O vil begge dele. B&O har tidligere haft fjernsyn i den billigere ende. Så der er tale om, at selskabet lukker et hul, selskabet har haft i dets produktlinje," siger Rune Møller.
OriginalModTime: 22-02-2007 14:53:40