Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. november 2006.
byggeriets d-dag 1. januar 2007 skal entreprenører, arkitekter og rådgivere leve op til en række digitaliseringskrav, hvis de vil bygge for staten. Manglende engagement og gamle traditioner betyder,
at mange virksomheder ikke er rustede til at opfylde kravene.
Den it-sløve, danske byggebranche er i fuld gang med at gnide søvnen ud af øjnene og springe ind i den digitale tidsalder. Første store skridt tages 1. januar 2007 .
Staten har endnu en gang fundet pisken frem. Denne gang tvinges den danske byggebranche til at skrue op for digitaliseringen, når entreprenører, arkitekter, rådgivere og andre involverede i statsligt byggeri fra den 1. januar 2007 skal udveksle alle byggedata digitalt.
Det lyder måske ikke umiddelbart vanvittig ambitiøst, men det er et it-mæssigt tigerspring fremad for en branche, der er berygtet for at være den mest it-sløve del af dansk erhvervsliv. Ifølge chefkonsulent Anders Thomsen fra Teknologisk Institut er der god grund til, at staten svinger pisken.
- Produktiviteten i dansk byggeri er elendig sammenlignet med eksempelvis industrien, og det skyldes i høj grad, at byggeriets parter er dårlige til at genbruge data og erfaringer, siger han.
Han peger desuden på, at Danmark halter efter lande som Norge og Sverige, hvor blandt andet øget digitalisering har øget effektiviteten i byggeriet markant. Hvor dansk byggeri opererer med dækningsgrader på fem-seks procent, så kan byggebranchen i vores broderlande prale af en på over 30 procent.
Der er meget bred enighed om, at det skal der rettes op på. Første skridt på vejen er et krav om, at alle informationsstrømme i en statslig byggesag digitaliseres. De træder i kraft den 1. januar 2007, og datoen omtales af alle involverede parter som D-dag. Den er en udløber af projektet Det Digitale Byggeri, som er et samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, de statslige bygherrer, byggeriets organisationer, foreningen bips og fonden Realdania.
Hele grundtanken er, at en digitalisering af al informationshåndtering mellem parterne, fra udbud til aflevering, gør byggeprocessen mere effektiv, reducerer fejl og sikrer bygherren et bedre byggeri. Konkret vil de nye krav eksempelvis medføre, at gamle papirtegninger smides ud og erstattes af digitale 3D-tegninger. Dermed slipper parterne i en byggeopgave for manuelt at regne eksempelvis gulvarealet i et byggeri ud, men kan i stedet hente tallene direkte ud af modellen. Samtidig gør 3D-modeller det enklere at afsløre såkaldte "kollisionsfejl", og man undgår dermed, at der pludselig ligger fjernvarmerør på tværs i en væg, hvor der skulle have været en dør.
Statslige byggeopgaver udgør kun godt to procent af det samlede byggeri i Danmark om året, så en meget stor del af byggebranchen er ikke tvunget til at leve op til de nye digitaliseringskrav. Men det anser Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, ikke for at være et problem.
- Vi skal ikke fare alt for hurtigt frem, fordi vi risikerer at tabe en masse på gulvet. D-dag er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og jeg forventer, at der kommer en dominoeffekt. Når digitaliseringsgevinsterne ved statslige byggerier trænger igennem, breder digitaliseringen sig som ringe i vandet til hele det offentlige og private byggeri, siger han.
Den holdning bakkes op af direktør Christian Lerche fra Danske Arkitektvirksomheder, der også er formand for implementeringsnetværket under Det digitale Byggeri, som skal sørge for, at alle byggeriets parter er klædt så godt på, at de kan leve op til de nye krav.
- Når vi begynder at stille krav, så har vi også pligt til at sørge for, at alle har en chance for at honorere dem. Derfor står vi foran en kæmpe opgave med at få uddannet alle byggeriets parter, siger Christian Lerche.
Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri henviser til en undersøgelse, der viser, at det primært er de mindre håndværksmestre, der ikke er parate til de nye krav, mens eksempelvis rådgivere og arkitekter er meget bedre rustet.
- Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får uddannet de mindre virksomheder og de udførende. I værste fald risikerer vi at skabe monopollignende tilstande, hvis vi ikke formår det, siger han.
Christian Lerche fortæller, at uddannelsesopgaven blandt andet skal løses ved hjælp af læringsprojekter på byggepladserne, i takt med at de digitale byggerier skydes i gang.
- Vi tror mest på en model, hvor byggeparterne får undervisningen, når de har konkret brug for den. Vi overvejede også en meget bredere uddannelsesindsats, men vi vurderede, at stor del af indsatsen ville være spildt. Man glemmer hurtigt lærdom, hvis man ikke gør konkret brug af den i hverdagen, siger han.
Tanken om at alle skal være med, har også medført, at kravene til Det Digitale Byggeri er blevet lempet i de tre år projektet indtil videre har været undervejs.
Eksempelvis gælder et krav om en total digital bygningsmodel, der omfatter al information om en bygning i planlægnings-, bygge- og afleveringsfasen nu kun, hvis det drejer sig om et statsligt byggeri til mere end 40 millioner kroner.
Derudover har byggeriets parter fået grå hår i hovedet over fælles opmålingsregler. Oprindeligt skulle parterne anvende ensartede standarder for opmåling og beskrivelse af materialebehovet i et byggeri. Men det viste sig at være en større opgave en forventet. Det krav er nu udskudt til medio 2007.
Faktaboks:
Det digitale byggeri
Det Digitale Byggeri er et treårigt initiativ, som skal fremme byggeriets produktivitet. Initiativet har fokus på læring og implementering af anvendelig teknologi, og det udvikles i samarbejde med fonden Realdania, der har bidraget med 10 millioner kroner til det samlede rammebeløb på 40 millioner kroner.
På Det Digitale Byggeris hjemmeside (www.detdigitalebyggeri.dk) kan man finde nyttige informationer om projektet. Herudover kan man deltage i debatten om digitaliseringen af byggeriet.
Faktaboks:
Vi har talt med:
Direktør Christian Lerche, Danske Arkitektvirksomheder.
Chefkonsulent Anders Thomsen, Teknologisk Institut.
Produktchef Søren Spile, Bygteq IT.
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Vicedirektør Jesper Rasmussen, Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Forskningschef Kim Haugsbølle, Dansk Byggeforskningsinstitut.
Chefrådgiver Poul Erik Haurbæk, Carl Bro.
Informationschef Inge Ebbensgaard, Foreningen Rådgivende Ingeniører.
Projektchef Søren Valentin, Byggeweb.
Billedtekst: kunst og arkitektur Kunstneren Bjørn Nørgaard har formgivet byggeriet på Bispebjerg Bakke. De uregelmæssige flader gjorde det umuligt at anvende papirtegninger, og derfor blev der skabt en digital 3D-model i en database.
DIGITAL virksomhed
Computerworld fokuserer på Danmarks mest digitale brancher, virksomheder og ledere, deres metoder, resultater og vilkår. Samtidig afdækker vi det analoge Danmark og blotlægger de barrierer, der blokerer for verdensklasse.
OriginalModTime: 16-11-2006 13:57:37