Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.
Stik hele musen ind i den bærbare
Mange bryder sig ikke om at bruge den indbyggede mus i den bærbare og tilslutter i stedet en almindelig mus. Ønsker man ikke, at en mus skal fylde i tasken, så er MoGo Mouse en anderledes og alternativ løsning. Den er så flad, at den kan opbevares i den bærbares pc-åbning. Musen bruger Bluetooth og lades naturligt op med strøm fra stikket længst inde i PC Card-åbningen. Føles musen for klejn i brug, kan man folde en lille stander op, som giver musen lidt ekstra højde. MoGo Mouse koster 70 dollars. Se
http://www.newtonperipherals.com/index.html for forhandler.
pcworld.dk/art/7389
Musemåtte i Formel 1-klassen
Prisen på en musemåtte ødelægger sjældent et budget. Men det gælder dog ikke for en ny Formel 1-musemåtte, der må være blandt verdens dyreste. Prisen er 260 pund - cirka 2.800 kroner - og så kommer der forsendelse oven i, hvis den købes på den officielle Formel 1-butik på nettet. Selve musemåtten er skabt af kulfiber og sort læder, selvfølgelig udsmykket med et Formel 1- logo, og er til gengæld udarbejdet af specialister, som normalt skaber karosserier til Formel 1- biler.
pcworld.dk/art/7623
Cykelstyr med GPS, PDA og mobil
Din ringeklokke på cykelstyret får snart nye naboer, hvis det står til det amerikanske firma Ram Mount. Det er klar med et panel, der kan holde fast på mobiltelefon, PDA og GPS-modtager. Panelet monteres på cykelstyret, som herefter bliver et avanceret instrumentbræt, hvorfra man kan sende sms, tjekke mail og få informationer om, hvilken vej man skal køre. Prisen for panelet er 7,63 dollars, cirka 45 kroner. Spørgsmålet er, om de mange elektroniske dimser vil tage fokus fra selve cykelturen, og måske burde Ram Mount overveje at sælge en cykelhjelm med til panelet.
pcworld.dk/art/7591
Bærbar Linux-spillemaskine
GP2X er en Linux-baseret håndholdt, som man kan spille mere end 500 spiltitler på, der vel at mærke er gratis at downloade. Den har en 240 MHz dual-core processor med 64 megabyte RAM samt 64 megabyte NAND flash hukommelse og fødes med spil fra et almindeligt SD-kort. Ifølge producenten er GP2X fire gange så kraftig som en Nintendo DS. GP2X kan også afspille musik og film herunder DivX samt kan bruges til e-bøger og fotos. Skærmen er på 3,5 tommer med 320 x 240 pixels. Fysisk fylder maskinen 148 x 82 x 27 millimeter og drives af to AA batterier, der skulle give seks timers spilletid. Prisen er omkring 1.450 kroner hos svenske GameTronics.
pcworld.dk/art/7609
OriginalModTime: 15-06-2006 13:33:41