Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.
Nordic Capitals køb af Dangaard Telecom er kapitalfondsejerskab på den fede måde. Kapitalfonde ejer nu de to største danske it-selskaber.
Der var sikkert også papir involveret, da partner Christian Dyvig fra Nordic Capital tirsdag i denne uge fik håndslag på for en ikke offentliggjort pris at købe Dangaard Telecom. Nu ejer Christian Dyvig og hans partnerkolleger en af Europas mest veldrevne købmandsforretninger, der de sidste 15 år har udviklet sig til at være en global distributør af mobiltelefoner samt beslægtede terminaler og udstyr.
7 ud af 10 mobiltelefoner solgt i Danmark er distribueret af Dangaard Telecom, der gennem sine salgsselskaber i 14 lande når ud til mere end 30.000 butikker over hele verden. Selskabet distribuerer for 30 producenter og skønnes at have 2 procent af det samlede verdensmarked, hvor der årligt sælges omkring 800 millioner telefoner.
Med en omsætning på 11,563 milliarder kroner i det seneste regnskabsår er Dangaard Telecom nummer to i verden, når det gælder distribution af mobilterminaler - kun overgået af amerikanske BrightPoint. Men for mindre end en måned siden forudsagde Dangaard Telecoms driftsdirektør, Michaél Køehn Milland, at Dangaard i løbet af et år eller halvandet vil overgå konkurrenten i omsætning og dermed være verdens største.
Det er fokuseret købmandskab. der har udviklet den tobaks-, kaffe- og kolonialhandel, som Peter J. Fleggaard startede i Padborg i 1926 til gennem lokal kolonial- og grænsehandel at vokse via parallelimport af forbrugerelektronik til status som verdensomspændende distributør. En vigtig milepæl var monopolbruddet på det danske marked for mobiltelefoni i 1992, hvor Sonofon "opfandt" leverandørtilskuddet til mobiltelefoner og udløste en efterspørgsel, som de traditionelle distributører og forhandlere slet ikke kunne håndtere.
I 1999 var Dangaard blevet Skandinaviens største distributør af mobiltelefoner. Selskabet ejede en tredjedel af Debitels danske aktiviteter og det tyske distributionsfirma FreeCom sammen med Debitel og BHS Holding, der ejes af professor Dr. Otto Beisheim, som er en af grundlæggerne af supermarkedsgiganten Metro.
Alle distributionsaktiviteterne blev samlet i Dangaard Telecom A/S, som ved salget i denne uge var ejet af BHS Holding GmbH (40,8 procent), Debitel AG (21,5 procent), nøglemedarbejdere fra Dangaard-koncernen samlet i Dangaard Telecom Partners A/S (27,7 procent) samt tobakshandler Fleggaards efterkommere i Fleggaard Holding (10 procent).
Selvom det har været småt med konkrete udmeldinger om handlen, står det dog klart, at ejerne ikke længere var enige om, hvor meget der skulle investeres i selskabets fortsatte vækst.
Den nye ejer, Nordic Capital, vil ifølge partner Christian Dyvig understøtte Dangaards muligheder både for organisk vækst og opkøb, så forretningen kan ekspandere mest mulig. Og navnlig har Christian Dyvig lagt vægt på den knowhow inden for opkøb, som Nordic Capital kan tilføje Dangaard.
Dermed er Nordic Capitals overtagelse af Dangaard Telecom åbenbart fondsejerskab på den fede måde. I stærk kontrast til modellen hos de fem kapitalfonde bag Nordic Telephone Company (NTC), der i år har overtaget kontrollen med TDC (88,2 procent) men endnu ikke ejer nok aktier til at afnotere Danmarks største it-selskab fra Københavns Fondsbørs.
De fem kapitalfonde - Kohlberg Kravis Roberts & Co., Blackstone, Permira, Apax og Providence - brugte først 100 milliarder kroner på at købe TDC og trak så lynhurtigt et udbytte på 43,5 milliarder kroner ud til sig selv, så TDC's egenkapital sank til en halv milliard kroner. De nye ejere samlet i NTC har så meldt ud, at de agter at beholde TDC's aktiviteter i Norden og Schweiz, så alt andet sælges fra, inden NTC's planlagte exit fra investeringen i løbet fem til syv år.
NTC's tilgang til fondsejerskabet har udløst ramaskrig og beskyldninger om virksomhedsraid og skattespekulation i Danmark - både hos politikere, skatte- og børsmyndigheder samt andre eksperter i alle afskygninger. Og foreløbig er der bestilt kulegravninger af love og regler, ligesom NTC ser ud til at skulle kæmpe fra retssal til retssal i forsøget på at vride de sidste aktier ud af mindretalsaktionærer som ATP.
Men i Padborg er kapitalfondens indtog gået noget roligere denne uge. Teleanalytikeren John Strand fortæller, at Dangaard kun har to aktiver - nemlig lageret af mobiltelefoner, som kommer ind om morgenen og ofte er ude, inden dagen er omme, samt den kapital som selskabets kunder skylder.
Men Nordic Capital skal naturligvis også tjene på investeringen. Og et endnu større Dangaard Telecom kunne på længere sigt være en lækkerbisken for de trængte globale it-distributører som Ingram Micro og Tech Data, der er i konstant kamp om indtjeningsmarginaler og omkostningsreduktioner. Endelig kan børsnotering jo også komme på mode igen.
Billedtekst:
Christian Dyvig, Nordic Capital, har især lagt vægt på den know how inden for opkøb, som Nordic Capital kan tilføje Dangaard.
Boks:
Dangaard
Dangaard Telecom Holding
A/S omsatte i regnskabsåret 2004/2005 for 11,563 milliarder kroner. De 946 ansatte skabte et overskud på 134 millioner kroner efter skat.
OriginalModTime: 15-06-2006 14:15:48