Dr. Goodnights 30 år i dataminen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. maj 2006.


Han foragter det poppede og opblæste, og Microsofts frigivelse af software med mange fejl kan få James Goodnight til at se rødt.
Til juli er det 30 år siden, at en 33-årig statistiker forlod sit job på North Carolina State University for sammen med et par kolleger at lave et firma, der skulle analysere data fra forskning i landbrugssektoren.
James Goodnight har bevaret sin passion for viden og anvendelsen af den. Den i dag 63-årige topchef og storaktionær i softwarehuset SAS (tidligere SAS Institute) har skabt en virksomhed, der gennem udviklingen af data warehouse og data mining nærmest er blevet synonym med udnyttelsen af viden om data i virksomheder eller business intelligence.
I dag har de metoder og produkter, som hans softwarevirksomhed og stadig flere konkurrenter udvikler og leverer, nået et nyt stadie.

I den avancerede ende af business intelligence kan virksomhedernes data i dag sættes sammen og gennemregnes, så de ved hjælp af avanceret matematik og analyser af data i realtid kan bruges til præcise prognoser og dermed forudsigelser.
Næste skridt for business intelligence er derfor at indtage en fast plads i virksomhedernes organisation som det egent­lige grundlag for en innova­tionsafdeling.
James Goodnight eller Jim Goodnight, som han kaldes i daglig tale, er selv mest optaget af at udvikle SAS' produkter, så de kan gennemarbejde stadig større mængder af komplekse data og gøre dem tilgængelige for stadig flere brugere i virksomhederne.
Kompleksiteten skal efter hans mening kapsles inde i løsningerne, fordi virksomheder vil have stadigt færre it-folk og anvende standardløsninger i stedet.
- Vi arbejder med nogle af verdens mest komplekse databehandlingsproblemer. I Norge har vi udviklet en løsning til at spore checksvindel, der er så avanceret, at jeg tvivler på, at politiet kan finde ud af at bruge den, siger han.

For at udvikle produkter, der både håndterer kompleksiteten og gør anvendelsen simpel, har Jim Goodnight i SAS Institute brugt store beløb på forskning og udvikling. En fjerdedel af omsætningen bruges til formålet.
- Lige nu er det en kæmpe udfordring for os at kunne anvende den teknologi med flere kerner i processorer, som er begyndt at dukke op. Vores produkter bruger meget datakraft, så det er en vigtig udfordring både at udnytte mulighederne i flere kerner og i 64-bit-systemer, siger James Goodnight og forsætter med en længere forklaring om, hvordan den rigtige udnyttelse kan forkorte processortiden markant for de beregninger, som software fra SAS har brug for.

Det er en del af hans overvejelser om på en gang at øge kompleksiteten og gøre anvendelsen af teknologien lettere. En anden overvejelse på det område handler om kvalitet.
Han bliver nærmest gal, når snakken falder på det ry, som softwareindustrien har fået de seneste år.
- Det har virkelig gjort mig ked af det, at softwareindustriens renomme bliver skadet af Microsofts frigivelse af software med mange fejl. Det er jo nærmest blevet den almindelige opfattelse, at alle software­leverandører gør sådan, siger han.
Kvalitet, viden og ansvar. Kernebegreberne i et ordentligt liv lyser lige så meget ud af Jim Goodnight som hans foragt for det poppede og opblæste.
Derfor har han også holdt fast i det private ejerskab af SAS. Selvom hans kernekunder i den grad hører til på Wall ­Street og i verdens finanscentre, så har han skabt en meget seriøs og akademisk tilgang til softwareudviklingen ude på bøhlandet i North Carolina. For koncernens 10.000 ansatte ser det ud til at være i orden.
Hvor softwareindustrien gen­nemsnitlig har en årlig personaleomsætning på 20 procent, så er den fire hos SAS. Og Goodnight lægger vægt på personlig udvikling og uddannelse.
Selv har han holdt fast i kontakten med North Carolina State University, hvor han fik sin doktorgrad og underviste fra 1972 til 1976. En kontakt, der har givet ham flere professorater gennem årene.

Jim Goodnight er målrettet og næsten nørdet gået til udfordringen med at gøre viden om data til et omdrejningspunkt for erhvervslivet. Og det er lykkedes ham at skabe et privatejet softwarehus med produkter af høj kvalitet og konstant økonomisk fremgang.
- Golf? Nej, det spiller jeg ikke rigtig, selvom jeg ejer en golfbane. Det fanger mig ikke, siger Jim Goodnight.
Til gengæld hører han til de få, der ikke bare taler om at gøre verden til et bedre sted. Sammen med andre erhvervsledere har han stiftet en gruppe, der arbejder tæt sammen med World Economic Forum og rådgiver dets idemand Klaus Schwab om, hvordan det kan lade sig gøre at sætte fokus på og forandre politiske og økonomiske sammenhænge i verden.
- I den sammenhæng er Europa utrolig interessant. En hel region, der smider store vækstmuligheder over bord gennem høj skat, siger han og fortsætter med et emne, der for alvor får ham op i det røde felt:
- Det hører jo ingen steder hjemme, når Europa giver statsstøtte til sukkerproduk­tion. Der er så mange andre lande i verden, der kunne få en god forretning ud af at producere sukker, hvis det ikke var for EU's statsstøtte, siger Jim Goodnight.
j.horsager@cw.dk

Billedtekst:
passion Jim Goodnight hører til de få, der ikke bare taler om at gøre verden til et bedre sted. Sammen med andre erhvervsledere har han stiftet en gruppe, der arbejder tæt sammen med World Economic Forum og rådgiver dets idemand Klaus Schwab. Foto: Torben Klint

Boks:
james goodnight
• Født den 6. januar 1943 i Wilmington, North Carolina.
• Doktorgrad i statistik fra North Carolina State University (NCSU), hvor han underviste fra 1972 til 1976.
• I 1976 stiftede han sammen med kollegaer fra universitetet firmaet SAS Institute for at analysere data fra forskning i landbrug.
• Har siden været CEO for SAS (tidligere SAS Institute).

OriginalModTime: 26-05-2006 09:27:34




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere