Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. april 2006.
Microsoft sætter ekstra fokus på samarbejdsværktøjer i forbindelse med lanceringen af Office 2007 senere i år.
Social teknologi. Chefer på alle niveauer kan godt begynde at øve sig på udtrykket, som de vil komme til at arbejde indgående med i de kommende år, samtidig med, at de skruer op for investeringerne i informationsteknologi, der skal øge samarbejdet, videndeling og mobiliteten i virksomheden - de såkaldte sociale teknologier.
Carsten Sørensen er forsker på The London School of Economics And Political Science (LSE). Han arbejder med de udfordringer, som balancen mellem mennesker og teknologi skaber, blandt andet i Microsoft-initiativet The Future of Work, som onsdag diskuterede social teknologi med Microsofts topchef Steve Ballmer i London.
Tirsdag var Carsten Sørensen i København og fortalte på et seminar om samarbejdsværktøjer. Her sagde han, at det er helt afgørende, at virksomheder og organisationer opbygger workflow, processer og i det hele taget organiserer sig, så de ansatte får et sted, hvor der reelt er mulighed for at reflektere og dermed udnytte al den viden og information, de har adgang til. For Carsten Sørensen oplever, at den absolut største udfordring fra samarbejdsværktøjerne er den konstante afbrydelse fra straksbeskeder (instant messaging) og lignende kommunikationer.
- Samarbejdsværktøjerne gør det muligt at understøtte netværksorganisationen med teknologi, så det bliver nemmere både at tilegne sig ny og dele eksisterende viden. Men der ligger en reel fare i, at videnarbejderne ikke får tid til at anvende deres viden, fordi de hele tiden er i gang med at dele den, siger Carsten Sørensen.
Samtidig peger han på, at cheferne risikerer at ødelægge brugen af samarbejdsværktøjerne, hvis de falder for fristelsen og udnytter teknologien til at overvåge medarbejdernes indsats og bruge den indsamlede viden til mikroledelse af organisationen. Carsten Sørensen mener, at vi lige nu står overfor et stort stykke arbejde med at definere, hvordan processerne i videnarbejdet skal måles.
Til gengæld er han ikke i tvivl om, at samarbejdsværktøjerne vil vinde stadig større indpas. Det er, efter hans mening, en helt naturlig følge af, at prisen på kommunikation falder.
- Vi har været vant til at betragte videnarbejde som noget, vi udførte i store grupper på et bestemt sted. Men de store firmaer er jo først og fremmest blevet til, fordi prisen på kommunikation har været høj, og det derfor var nødvendigt, at vi arbejdede tæt på hinanden, fortæller Carsten Sørensen.
- Men nu falder prisen på kommunikation hastigt, så vi kan fungere i netværk og kommunikere på kryds og tværs af længde- og breddegrader. Vi lever i The Support Economy, hvor kunderne vil have specialiserede produkter, og medarbejderne vil have helt nye og individuelle måder at arbejde på.
Det er en udlægning af forholdene i den vestlige verdens erhvervsliv, som Microsoft satser betydelige beløb på. I forbindelse med lanceringen af Office 2007 senere i år satser softwarehuset på at accelerere salget af produkter som Office Live Communications Server og klienten Office Communicator samt Sharepoint Server og Groove, der ifølge John E. Richards vil udvikle sig til en avanceret Sharepoint-klient.
John E. Richards er ansvarlig for markedsføringen af Microsofts samarbejdsværktøjer, og han udpeger fire områder, hvor videnarbejderne skal understøttes af it:
Integreret kommunikation - der samler telefoni, mail, sms, straksbeskeder og lignende på én platform.
Globalt gruppearbejde - muligheden for at arbejde samtidig på dokumenter og gøre dem tilgængelige for alle i gruppen. Administration og dokumentation af samarbejdet.
Forbindelser mellem mennesker, processer og information - kendte temaer som telefoni og videokonferencer men også at skabe sammenhæng mellem processer og data i virksomheden, så det er logisk at finde og udnytte dem.
Mobilitet.
Det afgørende er at udvikle værktøjer, som fungerer i den kontekst brugerne befinder sig i, så man kan samarbejde i alle applikationer, uanset hvor man er, og hvilken maskine du har adgang til lige nu, siger John E. Richards.
Den tankegang kan Carsten Sørensen fra LSE godt tilslutte sig. Han tækker perspektivet yderligere op og siger, at kontekst er altafgørende:
- Det er noget sludder, når vi taler om at gøre alting alle steder. Det skal sættes ind i den sammenhæng, hvor vi befinder os. Og så er det jo helt logisk, at vi befinder os og koncentrerer vores fysiske indsats der, hvor vi bedst kan tjene penge til virksomheden, og at vi så bruger teknologien til at samarbejde med resten af de netværk, vi indgår i.
Billedtekst:
kontekst - Det er noget sludder, når vi taler om at gøre alting alle steder. Det skal sættes ind i den sammenhæng, hvor vi befinder os, siger forskeren Carsten Sørensen, The London School of Economics And Political Science.
OriginalModTime: 27-04-2006 13:11:14