Netværksharddiske, også kendt som NAS-drev, er måske et af vores favoritprodukter.
Også selvom de lever deres stille liv i kældre og skabe, hvor de trofast passer på vores værdifulde data.
Men netværksdiske er de seneste par år blevet til mere end blot opbevaring. Og de fleste understøtter DNLA og andre protokoller, som lader dig streame film, musik eller billeder til din pc, Playstaton 3, Xbox 360 eller medieenheder. Lær mere om NAS i vores FAQ her.
Synology er en af producenterne bag nogle af de mest interessante NAS-modeller, og firmaet er nu klar med DS409slim, en lille men kraftig NAS-enhed.
DS409slim er udstyret med plads til hele fire harddiske, som dermed kan sikre dine data, også selvom en enkelt harddisk (eller to) står af.
Samtidig er der tænkt på energiforbruget, da DS409slim anvender de små strømbesparende 2,5 tommer harddiske, vi normalt ser i bærbare computere. I alt kan der installeres fire diske med hver 500 gigabyte data til en totalkapacitet på to terabyte.
Synology hævder, at selv med fire harddiske installeret anvender DS409slim blot 19 watt. Det skal ses i sammenhæng med, at en DS408 med fire 3,5 tommer diske anvender omkring 50 watt ved normal drift.
Derudover kommer DS409slim med en 1,2 gigahertz processor, 128 megabyte DDR2 hukommelse og et gigabit netværksstik. Eksterne enheder kan tilsluttes via de to USB-porte og den ene eSATA-port.
Størrelsen er 120 x 105 x 142 mm, og den intelligente blæser sørger for, at DS409slim blot køler, når der er behov for det.
DS409slim skulle være på vej ud i butikkerne lige nu. Prisen er dog endnu ikke fastlagt, men vi gætter på en pris på omkring 3.000 kroner.