Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 9. december 2005.
Efter 11 måneder med Vladislav Martynov
ved roret i Columbus IT Partner er skuden trimmet. En ERP-løsning til maskinindustrien har netop fået Microsofts blå stempel.
Blåt Stempel 1 I denne uge kunne Vladislav Martynov krone sine foreløbigt 11 måneder som topchef i Columbus IT Partner med, at ERP-husets første løsning under Microsofts Industry Builder-program har fået det blå stempel. Det betyder, at Columbus IT Partners forretningssystem til maskinindustrien nu indgår som standardløsning hos Microsoft Business Solutions.
- Vi har store forventninger til salget under Industry Builder-programmet. Jeg kan af hensyn til vores status som børsnoteret virksomhed ikke sætte kroner og øre på, men løsningerne er meget profitable og med en god margin, siger Vladislav Martynov.
Han er nu færdig med de indledende øvelser som topchef i Columbus IT Partner. Siden han overtog chefstolen den 1. februar, har han haft travlt med at stramme op for at skaffe det, som Columbus IT Partner har så hårdt brug for - sorte tal på bundlinjen.
- Vi har centraliseret en række funktioner som it, marketing, personale og ikke mindst forskning og udvikling. Vi brugte simpelthen for mange ressourcer på at genopfinde hjulet hele tiden, siger han.
Aftalen om at indgå i Microsofts Industry Builder-program blev indgået i sommer. Og ud over løsningen til maskinindustrien er yderligere en løsning til detailhandlen på vej fra Columbus.
Knas i forholdet til Microsoft
Vladislav Martynov fortæller, at forholdet til Microsoft ikke var særlig godt for et år siden på trods af, at Columbus IT Partners løsningssalg er baseret på produkterne fra Microsoft Business Solutions - først og fremmest Navision-produkterne, som siden Microsofts overtagelse har skiftet navne nogle gange og nu sælges under mærket Microsoft Dynamics.
- Vi havde oprindelig et rigtig godt forhold til Navision. Men da Microsoft overtog softwarehuset, så sandede kontakterne til. Det har vi gjort noget ved det seneste år blandt andet ved at synliggøre os selv over for Microsoft.
Rustet til 2006
På udviklingssiden købte Columbus IT Partner i november det hollandske it-firma To-increase. Selskabet drives videre som en selvstændig division, der med chefen Joop van Voorthuijsen er ansvarlig for udviklingsaktiviteterne i Columbus IT Partner.
- Alt i alt står vi nu godt rustet til 2006, siger Vladislav Martynov.
Selvom omsætningen steg til 137 millioner kroner i det tredje kvartal fra 123 millioner kroner i samme kvartal sidste år, så var der også i tredje kvartal underskud på 5,9 millioner kroner. Men Columbus IT Partner holder dog fast i, at der kommer et overskud på mellem 25 og 30 millioner kroner i hele 2005.
Billedtekst:
- Vi brugte simpelthen for mange ressourcer på at genopfinde hjulet hele tiden, siger Vladislav Martynov, Columbus IT Partner.
Foto: V. Klyosov