Maconomystisk

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. august 2005.


At humlebien kan flyve er logik for burhøns sammenholdt med børsnoterede Maconomys evne til at forblive på vingerne trods årtier med imponerende underskud.
Softwarefirmaet, der først blev kendt for sine økonomisystemer til Apples Mac'er, er mystisk. Det seneste bevis derfor forligger i form af halvårsregnskabet fra i tirsdags.
Underskuddet på 20,6 millioner kroner repræsenterer næsten business as usual. En engangsudgift på 5,7 millioner kroner er imidlertid unusual.
Nogle husker måske, at Maconomys direktør, den tidligere bestyrelsesformand Bent Larsen, sagde farvel i marts i år. Han ville vende tilbage på fuldtid til det politiske liv, lød hans begrundelse. Venstre-manden stillede op som spidskandidat til formandsposten i Region Hovedstaden.
Men her kommer så det mystiske. Bent Larsen, der selv siger op, får 4,2 millioner kroner af Maconomy i forbindelse med sin fratræden.
Er det ikke uretfærdigt? Er du nogensinde blevet forgyldt, når du selv har sagt op? Jeg er aldrig, selv om lidt pletguld nok havde været på sin plads som tak for at slippe for mig.
Milliongaven til Maconomys Bent Larsen må have været en torn i øjet på finansdirektøren, der kort tid efter blev fyret. Han fik kun 1,5 millioner kroner. Havde han dog blot selv sagt op.

Mystisk var imidlertid også Bent Larsens ansættelse som administrerende direktør. Firmaets stifter, Per Tejs Knudsen, der evner at charmere selv revisorfirmaer til at åbne pengepungen på vid gab, blev sparket ud af bestyrelsen i juni 2002.
Storinvestorerne - Dansk Udviklingsfinansiering, Gilde IT Fund og Singapore-selskabet Vertex - var gået sukkerkolde på Tejs Knudsens klassiske besværgelse - den om, at "Ordren fra NNNN giver os gennembruddet på markedet".
Valget af Bent Larsen som efterfølgeren kan se mærkeligt ud. Han har først og fremmest været professionel politiker i mange år. Han er andenviceamtsborgmester i Københavns Amt, hvilket i sig selv ikke giver en krone, men den politiske position leder til store, betalte tillidsposter. Og så har manden jo også en fjern fortid i toppen af it-selskabet NCR.
I 2003 kvitterede Bent Larsen for udnævnelsen med sorte tal på bundlinjen og ligeledes i 2004. Operationen var lykkedes. Problemet var blot, at blodforsyningen til patienten ebbede ud.
Bent Larsen sparede sig til de sorte tal, mens omsætningen raslede ned. I 2000 og 2001 - før direktørskiftet - lå omsætningen på knapt 224 mio. kroner. I 2002 blev det til 159 millioner kroner, så 150 millioner, og i 2004 lå omsætningen på 147 millioner. Kurven nedad fortsætter i første halvår 2005.

Bent Larsens strategi med at få partnere til at booste salget lykkedes ikke. For sent, for uprofessionelt grebet an. Alvorligst var måske, at Bent Larsen formodede, at store konsulenthuse og andre mulige partnere i høj grad ville lade sig nøje med æren af at få lov til at sælge det teknisk set velrenommerede produkt
Maconomy. I hvert fald har jeg fra USA hørt, at Larsens tilbud om provision og markedsføringsstøtte var helt ude af takt med markedet. Og så hjalp det bestemt heller ikke på afsætningen, at en af trofæ-kunderne, KPMG i Holland, smed Maconomy ud.
Bent Larsen er imidlertid blot en parentes i den mystiske virksomheds historie. Maconomy har levet på nas og begejstring i hele sit liv. Selskabet har skovlet hundredvis af millioner af kroner ind i kassen fra investorer. Og det faktisk i samme æra, som det lykkedes stifterne af Damgaard og Navision at skabe overskud fra år et og at være selvfinansierende år for år. Maconomy-stifteren Per Tejs Knudsens økonomiske mesterværk var dog at få charmet et gammelt, evigt underskudsgivende firma frem til en børsnotering i 2000.
Nu er det den tidligere IBM-direktør Hugo Dorph, der skal få Maconomy på ret kurs. Kaninen, han trak op af hatten, er en analyse fra Nucleus Research. Ifølge den har 95 procent af Maconomys kunder tjent it-investeringen hjem efter 25 måneder, hvilket gør firmaet til verdensmester i ROI (return on investment) på ERP-systemer.
Analysefirmaet kontaktede 53 Maconomy-kunder. 20 accepterede at blive interviewet.
Undersøgelsen figurerer hele tre gange på listen over pressemeddelelser. It-journalisterne fangede da også den fine hentydning og gav behørig omtale. Skulle de trænge til flere solstrålehistorier om it-selskaber og ROI, er analysefirmaets websted en sand guldgrube.

PS: Bent Larsen måtte nøjes med andenpladsen i kampen om at blive Venstres kandidat til Region Hovedstaden.
Læs 2. sektion,
Itbranchen,
side 7




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere