Den diskrete kæmpe

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.


udviklingssucces: Uden stor ståhej er Nokia blevet en af Københavns større arbejdspladser. Udviklingsafdelingerne i Sydhavnen, der står bag nogle af selskabets mest populære telefoner, beskæftiger i dag 1.450 medarbejdere.

Sig "mobilindustri" og de fleste herhjemme tænker Nordjylland: Det er almindelig kendt, at der gennem årene er vokset en række virksomheder op omkring Aalborg Universitet, der bygger på de trådløse ekspertiser, som tidligere studerende har erhvervet her.
Det er meget muligt, at folk, der kører mellem København og Amager via Sjællandsbroen, har lagt mærke til, at Nokia de senere år har opført en række bygninger på Frederikskaj, men det er de færreste, der ved, at den finske mobilproducent har udviklingsafdelinger der, som efterhånden beskæftiger godt 1.450 medarbejdere, og at nogle af Nokias mest populære og mest avancerede mobiltelefoner er udviklet i Sydhavnen.
Nokia har haft et dansk brohoved - i begyndelsen udelukkende i form af en salgsafdeling - siden 1985, men etableringen af udviklingsafdelingerne begyndte først små ti år senere. I 1994 overtog Nokia 62 udviklingsmedarbejdere, der indtil da havde arbejdet for Philips Radio Communications Systems' afdeling på Amager.
- Det var overvejende mobilingeniører og -teknikere, der kom med over i Nokia, og de havde generelt den styrke, at de tænkte i produktionsbaner, siger Troels Larsen, der i dag er HR-konsulent, og som er en af de medarbejdere, der har været med hele vejen fra Philips.
- De var vant til at have nært samarbejde med produktionsfolkene på Philips' daværende fabrik. Og den indstilling har vi søgt at bevare, mens vi har udvidet. Det er en af årsagerne til, at flere af de mobiltelefoner, der er produceret i de største volumener, og som har skabt mest værdi for Nokia, som 3210 og 3310, er udviklet her, siger Troels Larsen.

Læbestift-telefonen, model 7280 er et eksempel på en af de teknisk avancerede telefoner, som man er i stand til at udvikle på Frederikskaj.
Den store vækst i antallet af udviklingsmedarbejdere kom i slutningen af 90'erne. Dengang tog selskabet i perioder tyve-tredive nye medarbejdere ind om måneden, og antallet af medarbejdere voksede med op til 50 procent om året.
Efter den afmatning, der ramte mobilsektoren efter år 2000, er Nokias udviklingsafdelinger i Sydhavnen vokset i et mere moderat tempo. Den lidt langsommere rekrutteringstakt er formodentlig årsagen til, at gennemsnitsalderen, der på et tidspunkt var nede på 32 år, i dag er 36 år.
Nokias ansatte i Sydhavnen fordeler sig fortrinsvis på de tre divisioner Mobile Phones, Technologies og Networks, hvortil kommer mindre grupper af ansatte, der er beskæftiget i andre divisioner eller hjælpefunktioner. Medarbejderne hører organisatorisk til deres respektive, globale division, og det skaber den lidt særegne situation, at selv om Nokia i Danmark har knap 1.500 ansatte, er der ikke en fælles dansk ledelse. Først inden for de senere år har man etableret et slags forum med repræsentanter fra alle divisionerne, der tager sig af fællesanliggender og aktiviteter, der er vendt ud mod det danske samfund. Denne organisationsform kan have medvirket til, at Nokia er blevet en pæn stor dansk arbejdsplads, uden at der har været ret meget opmærksomhed omkring det.

16 procent af de ansatte hos Nokia i Sydhavnen har en anden nationalitet end dansk. Der er flest svenskere, finner og englændere, men i alt er der repræsenteret 35 nationaliteter.
- Vi anser forskellighed for vigtigt. Desuden spiller det ind, at det er populært i Nokia at være udstationeret hertil i en periode: Mange ønsker at udvikle sig, som man gør, når man bor i udlandet, men dernæst trækker det høje faglige niveau og de kolleger, som de kommer til at arbejde sammen med. Kommunikation er vigtig i udviklingsarbejde, og vi har bevidst valgt at sidde forholdsvis tæt i åbne kontorlandskaber, siger Troels Larsen.
Omvendt er det et plus for udviklerne i Sydhavnen, at de arbejder tæt sammen med Nokias eksperter i de øvrige udviklingscentre. Faktisk er det hændt, at nyansatte medarbejdere har fået tilsendt en flybillet til aftenen før deres første arbejdsdag, så de har kunnet begynde deres første arbejdsdag med at sidde i gruppe med de førende udviklere i Finland eller andre steder.
I 1999-2000 udvidede Nokia med et bygningskompleks på den anden side af det indre bassin i Teglværkshavnen over for Frederikskaj. Efter at have overvejet forskellige løsninger, der kunne binde de forskellige bygninger sammen - herunder en tunnel - endte man med at bygge broen over bassinet, som siden er blevet en slags vartegn. Det fortælles, at det finske hovedkvarters eneste kommentar til de temmelig ambitiøse planer var, at de mente, at den planlagte sauna var for lille.

Billedtekst:
Forskellighed. 
- Vi anser forskellighed for vigtigt. Desuden spiller det ind, at det er populært i Nokia at være udstationeret hertil i en periode. Mange ønsker at udvikle sig, som man gør, når man bor i udlandet, men dernæst trækker det høje faglige niveau og de kolleger, som de kommer til at arbejde sammen med, siger HR-konsulent Troels Larsen om Nokias udviklingsafdeling i Københavns Sydhavn.
Foto: Torben Klint

Billedtekst:
Made in Denmark. Nokia 7280 går også under navnet læbestifttelefonen. I virkeligheden er den kun 11,5 centimeter lang. Den danskudviklede telefon indeholder stort set alle tænkelige faciliteter.

Billedtekst:
danske successer. To af de telefoner, som har skabt mest værdi for Nokia, modellerne 3210 og 3310, er udviklet i Danmark.

Boks:
flest københavnere og flest mænd
Medarbejderne har for 65 procents vedkommende deres uddannelse fra en læreanstalt i København, ti procent er uddannet i Aalborg, andre ti procent andre steder i Danmark, mens 15 procent har fået deres uddannelse i udlandet. Som andre ingeniør- og tekniker-tunge arbejdspladser er der flest mænd: 17 Procent af de ansatte er kvinder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere