Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. november 2004.
3G-telefonerne er ved at nå ned i samme størrelse som GSM-mobilerne, og 3G-nettene er snart i luften, så nu går den nye mobilteknologi ind i den kommercielle fase, mener mobilproducenten Motorola.
tema om 3G
Denne vinter kommer en ny type 3G-telefoner, der nærmer sig de aktuelle GSM-telefoner i størrelse og vægt.
- 3G-telefonerne bliver mindre samtidig med, at displayet bliver større. Som man kan se på vores nye A1000-model har vi fjernet en del plastik rundt om telefonen. Desuden ser vi modeller med mere hukommelse og kraftigere kameraer. Dermed behøver brugerne ikke give køb på de faciliteter, de har haft på de mere avancerede GSM-telefoner, siger Allen Burnes, der som administrerende direktør står for Motorolas mobilaktiviteter i Norden, Østeuropa samt Mellemøsten og Afrika.
- Det sidste års tid er gået med etablering af 3G-net i de førende lande. Nu findes teknologien i en række lande, og vi har netop set det internationale mobilselskab Vodafone lancere ensartede 3G-tjenester i 13 lande samtidig. Det er udtryk for, at 3G har forladt etableringsfasen og nu er gået ind i den kommercielle fase, siger han.
Der er også begyndt at komme flere mobiltelefoner, der kan benytte flere net, så de kan veksle mellem 3G, EDGE og GSM/GPRS.
- Vi er på vej mod en situation, hvor brugerne ikke behøver spekulere over teknologien, men i stedet skal vælge, hvad de vil bruge den til, siger Allen Burnes.
Unge pionerer
Desuden forudser Motorola-direktøren, at der er prisfald på vej - blandt andet på 3G til taletidskort.
- Der er blevet talt meget om de højere datahastigheder på 3G. Derimod er det blevet overset, at teknologien giver en mere effektiv udnyttelse af mobilnettene, og det vil gøre det muligt at tilbyde billigere taletidskort, siger Allen Burnes.
Allerede det nuværende brugermønster af 3G-telefoni tyder på, at den gamle model for udrulning af ny teknologi ikke passer her: Tidligere var det de såkaldte early adopters, som består af yngre, velaflagte mænd, der bare måtte have den sidste nye dims, som var først til at anskaffe ny teknologi. 3G har vist sig at appellere bredere til yngre grupper.
- Der har været mange studerende og uddannelsessøgende blandt de første brugere, og vi ser, at de kommunikerer intensivt sammen. Det betyder sammen med internationaliseringen af tjenesterne, at udrulningen af 3G sker hurtigere, end jeg og andre i branchen havde forestillet os, siger Allen Burnes.
Motorola-direktøren forudser, at 3G vil blive større i Norden end GSM allerede i 2006.
Billedtekst:
- Det har overrasket mig og andre i branchen, hvor hurtigt 3G bliver rullet ud. Jeg tror, der allerede i 2006 vil være flere brugere af 3G end af GSM i Norden, siger Allen Burnes fra Motorola.
Boks:
Tre gange tre fra Motorola
Motorola har sendt tre 3G-telefoner på markedet, som netop er udtryk for, at disse mobiler bliver mindre og kan mere.
A1000 (billedet) har blandt andet et pda-lignende, berøringsfølsomt display, 24 Mbyte brugerhukommelse og indbygget 1,2 Mpixel kamera. Desuden finder der en version E1000, som yderligere har MP3-afspiller.
Den tredje er C975, der er udviklet med henblik på at modtage streaming video.
Boks:
Tema om 3G: Et år efter at mobilselskabet 3 som de første herhjemme gik i luften med et 3G-netværk, er telefonerne ved at nå ned i samme størrelse som GSM-mobilerne. Desuden skal de to øvrige 3G-selskaber, Telia og TDC, have deres net i luften inden årsskiftet. Dermed er den nye mobilteknologi på vej ud af etableringsfasen.