Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. oktober 2004.
3Com har nu også accessroutere til større virksomheder, og Cisco svarer igen med en opgradering af sine routere, der integrerer sikkerheds-, IP-telefoni- og videofaciliteter.
Med deres nye 6000-serie vender 3Com tilbage som leverandør med fuldt udbud til hele markedet for accessroutere. Den nye serie henvender sig til større virksomheder, som selskabet de seneste par år ikke har kunnet levere denne type produkter til.
- Nu har vi et komplet udbud på routermarkedet, og det er vi de eneste ved siden af den dominerende producent, som har, siger Henrik Berggren, markedsansvarlig hos 3Com.
Den nye router omfatter firewall-funktioner, IPSec VPN, funktioner til beskyttelse mod såkaldte denial-of-service-angreb og understøttelse af brug af MPLS (Multi Protocol Label Switching), der gør det muligt at skabe virtuelt afgrænsede "tunneller" gennem internettet.
- Der er sket store forandringer på sikkerhedsområdet for routere. Tidligere var routere typisk koblet på lejede 2 Mbit-forbindelser. I dag er de oftest sluttet til internettet. Det stiller større krav til sikkerhedsfunktionerne, siger Henrik Berggren.
3Coms hovedvåben i kampen om routermarkedet er pris. Selskabets modeller er prissat under Ciscos.
Den nye router er ligesom de mindre 5000-modeller, der kom sidste år, udviklet i partnerskab med den kinesiske infrastrukturproducent Huawei.
Integration
Den dominerende producent, Henrik Berggren hentyder til, er Cisco, som svarer igen med en større opgradering af deres udbud.
Cisco har fornyet deres udbud af access-routere til såvel store som mellemstore og mindre virksomheder. Hensigten er at gøre det enklere at samle data og IP-telefoni samt videotjenester på et system, der samtidig omfatter de fornødne sikkerhedsydelser.
Ifølge Cisco indebærer de nye såkaldte integrerede service-routere, som har fået betegnelsen 1800, 2800 og 3800 de mest vidtgående opgraderinger i to år. Nu er anvendelsen af IP-telefoniteknologierne og IPSec VPN-krypteringen såvel som IOS-firewall pakkeinspektion indlejret i routerne. Disse funktioner kørte tidligere på forskellige servicemoduler. Nu hvor funktionerne er indlejrede har de direkte adgang til routerens hukommelse, hvilket frigør processorkapacitet, så overførslerne bliver hurtigere.
- Gennem en årrække har vi bygget på en traditionel computerplatform, men nu har vi udviklet en avanceret chip, der gør det muligt at benytte denne type services uden at sætte hastighed til, siger teknisk direktør Henrik Ballermann fra Cisco.
Ciscos nye routerserie erstatter de tidligere 1700-, 2600- og 3700- modeller.
Cisco står for 80 procent af routermarkedet, men selskabet er under stigende pres, ikke blot fra 3Com, der så at sige kommer fra den nedre del af markedet, hvor de har leveret udstyr til mindre virksomheder, men også fra den øvre del af markedet. Her gik Juniper, der tidligere udelukkende leverede backbone-routere, fra maj i år til også at levere accessroutere til virksomheder.
Billedtekst: - Vi har udviklet en avanceret chip, der gør det muligt at indlejre services, uden at sætte hastighed til, siger Henrik Ballermann, teknisk direktør hos Cisco.