Kæmpe fiber-nedtur i Brøndby

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.


OFS Fitel blev i 1999 kåret af Computerworld til Danmarks dygtigste it-virksomhed. Siden er det gået voldsomt ned ad bakke for virksomheden, der i år ligger nederst på listen over danske it-selskaber.

Fiberfabrikken OFS Fitel fra den københavnske vestegn var engang en international, dansk erhvervssucces. Millionerne væltede ind i selskabets pengekasse, og i 1999 gik det så godt, at OFS Fitel stod øverst på podiet, da Computerworld kårede Danmarks dygtigste it-virksomhed.
Fabrikken var dengang ejet af amerikanske Lucent, og det tjente masser af penge på at sælge optiske fibre til teleselskaber, som havde travlt med at grave fiberkabler ned verden over. I 2000 begyndte det at gå skidt for telesektoren, og bunden røg ud af fibermarkedet i slutningen af 2001 og 2002.
- Vi blev, ligesom resten af branchen, hårdt ramt af kollapset i markedet, siger Gudmund Knudsen, administrerende direktør for OFS Fitel.
To ud af tre medarbejdere fyret
Gudmund Knudsen måtte sidste år udlevere fyresedler til to tredjedele af medarbejderne. Nedgangen har i det hele taget sendt den tidligere succesfabrik til tælling. På bare tre regnskabsår er omsætningen faldet fra 3,4 milliarder kroner til knap en kvart milliard kroner i regnskabsåret 2003.
Fiber-kollapset påvirker i høj grad også indtjeningen. I regnskabsåret 2000/2001 tjente virksomheden næsten to milliarder kroner, mens det i det seneste regnskabsår måtte præsentere ejerne for et underskud på næsten 700 millioner kroner.
Fabrikken har specialiseret sig i at fremstille indmaden i optiske fibre. Groft sagt tager fabrikken en glasstang på en meter med en diameter på fem centimeter, varmer den op og trækker i den, til det er en 160 kilometer lang glastråd. Herefter kommer der et beskyttende plasticlag uden på tråden, som er den lysledende kerne. Selve kablet består dog ofte af mange glastråde.
Det er ikke helt tilfældigt, at fiber-fabrikken er placeret på den københavnske vestegn.
Hele københavnsområdet har længe været - og er stadig - et centralt forsknings- og udviklingscenter inden for fiberoptik. Senest har chipgiganten Intel valgt at placere en ny forskningsafdeling i Danmark, fordi det hører til blandt verdens førende områder inden for forskning i optiske forbindelser. Derfor skal det nye center også trække på lokale talenter fra blandt andet Danmarks Tekniske Universitet.
Direktør: Bunden er nået
Brøndby-virksomheden fik nye ejere i 2001, da Lucent med et perfekt timet salg skilte sig af med fabrikken. Handlen omhandlede hele selskabets fiberproduktion, som blev solgt til japanske Furukawa Electric for 23,6 milliarder kroner. Dermed kom Lucent ud af fibermarkedet, før det brød sammen.
- Jeg er ret sikker på, at markedet har nået bunden. Der er ikke udsigt til en enorm stor vækst, men vi kan ikke komme længere ned nu, siger Gudmund Knudsen.
Han slår dog fast, at han har meget svært ved at forestille sig, at de glade fiberdage fra slutningen af 90'erne og starten af det nye årtusinde vender tilbage.
- Der ligger stadig meget fiber i jorden, som ikke bliver brugt. Den overkapacitet bliver ikke opbrugt i den nærmeste fremtid, så der venter ikke noget nyt fiberboom lige om hjørnet, siger Gudmund Knudsen.
OFS-direktøren ser dog alligevel enkelte strømninger, som kan være med til at sætte skub i det trængte marked for fiberoptik.
- Flere operatører i USA begynder at grave fiber ned igen. Herhjemme er der også en tilsvarende udvikling i gang. Det drejer sig eksempelvis om de antenneforeninger og boligforeninger, som investerer i at få fiberkabler helt ind i de enkelte medlemmers stuer, siger Gudmund Knudsen.
Også TDC og elselskaber over hele landet investerer massivt i at lægge optiske fibre ud til private husstande. Det giver mulighed for at sælge superhurtige bredbåndsforbindelser til danskerne.
På Fyn er både TDC og en række elselskaber i gang med at rulle fiberkabler ud til både borgere og virksomheder.

Toptekst: Andre fibre som nabo
OFS Fitel holder til i Priorparken i Glostrup uden for København og er nabo til en anden fiberoptisk virksomhed, nemlig Draka Denmark Optical Cable. Draka har også sin storhedstid bag sig, men tjener alligevel stadig penge.

Toptekst: Navneskift
Fabrikken i Glostrup blev etableret af NKT i 1980. Fra 1987 til 1994 var selskabet ejet af både NKT og amerikanske AT&T og hed Lycom. I 1994 købte amerikanerne NKT ud af selskabet, og i 1996 skiftede det navn til Lucent. Navneskiftet til OFS Fitel kom i 2001, da selskabet blev købt af japanske Furukawa Electric Company.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere