Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. august 2004.
Oracle og Nokia mangler et stykke vej, før de sammen har etableret gnidningsfri mobil adgang til virksomhedernes forretningssystemer.
Der er stadig en del knaster, der skal høvles af, før det bliver problemfrit at benytte sin virksomheds forretningssystemer fra en hvilken som helst håndholdt enhed eller mobiltelefon. Det må være konklusionen på et seminar, som Oracle og Nokia netop har afholdt om, hvor langt de to selskaber er kommet med deres samarbejde.
Umiddelbart virkede den amerikanske database-gigant og den dominerende finske mobilproducent måske som overraskende sengekammerater, da de annoncerede deres partnerskab i foråret sidste år, men faktisk har de to brug for hinanden. Oracle vil gerne have sin kommunikationsplatform Collaboration Suite ud på mobiltelefoner, og Nokia vil gerne sikre sig, at mobiltelefonerne bliver i stand til at kommunikere med virksomhedernes interne systemer.
De to selskaber er nået et stykke vej. Fra en mobiltelefon med browser kan brugerne få adgang til deres e-post og til deres kalender, hvilket er de mest efterspurgte funktioner. Men allerede når man går videre til at ville synkronisere kalender eller såkaldte to do-lister fra Collaboration Suite, er det i øjeblikket udelukkende muligt fra udvalgte Nokia smartphones. Her begynder Oracle-folkene at rykke uroligt rundt på deres stole, for selskabets politik er, at de ikke ønsker at pege på en enkelt leverandør af hardware til deres løsninger, men i praksis er det altså i øjeblikket udelukkende muligt at synkronisere over enkelte Nokia-modeller.
- Synkronisering kan fremtræde som en enkel funktion, men udfordringerne ligger blandt andet i at tage højde for de mange måder, folk noterer i deres kalender rundt om i verden, siger Nils Lagerström fra Nokia Enterprise Solutions.
Boks:
Testbruger: Klap hesten
Oracle og Nokia venter, at den kommende version af mobilproducentens lommecomputer, den såkaldte communicator, vil give de data-muligheder, der for alvor kan give adgang til de bagvedliggende forretningssystemer. Den nye communicator 9500 skal efter planerne komme ud i butikkerne inden jul. Men erfaringerne fra det finske ministerium for trafik og kommunikation, som er testbrugere af Oracle Collaboration Suite og som har arbejdet med communicatorer i flere år, maner til besindighed: Der kan være gode grunde til at afvente, at nye enheder bliver afprøvet.
- Den sidste model af communicatoren havde mange fejl, da den kom på markedet. Det tog omkring seks måneder, før modellen blev stabil. Og nu oplever vi, at nogle af dem bryder sammen efter to år. Levetiden for moderne elektronik er desværre ikke lang, siger Pekka Sinkkilä fra det finske trafikministerium.
Ministeriet benytter Collaboration Suite til at give adgang til e-post og kalendere. De mere avancerede systemer er endnu ikke taget i anvendelse, ligesom ministeriet endnu ikke har fundet en ideel løsning til at administrere de mobile enheder.
Billedtekst:
Nokia venter sig meget af den nye Communicator 9500, men erfaringer fra testbrugere af den tidligere model viser, at det kan betale sig at afvente en grundig test, før man springer på.
- Udviklingen bevæger sig i positiv retning, men der er stadig meget, der skal løses, siger Pekka Sinkkilä. jta