Folkebevægelse mod Explorer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. juli 2004.


I en bette by på Samsø, hvor jeg har et lille hus i vandkanten, myldrer det med harer. Om aftenen kan de takke rare bilister for deres overlevelse. På bedste harevis sidder de i lyskeglen og venter på dommedag.
Billedet rinder mig i hu, hver gang jeg læser om nye sårbarheder i Microsoft-browseren, Internet Explorer. Vi er alle harer i den verden.
Vi sidder og venter på, at hackeren skal opsnappe vores adgangskoder til banken. På at virus skal lamme computeren. Vi venter på, at hackeren får smidt hård porno lige i ansigtet på din ni-årige datter, mens han også opretter masser af porno-bookmarks blandt dine favoritlænker og linker startsiden til porno.
Vi harer venter på den ene offentliggørelse af sårbarheder efter den anden. Har vi held, har Microsoft også en patch.
Vi harer får at vide, at blot vi har en firewall og opdateret antivirussoftware på vore pc'er, er den hellige grav vel forvaret. Men dagen efter sker der en gravskænding. Måske er det denne gang spyware, der via en pop-up-reklame har sneget sig ind på pc'en. Måske tilmed det stykke pornofikserede spyware, som ikke kan fjernes med de gængse anti-spywareprogrammer.
Jeg er overbevist om, at vi lynhurtigt havde gjort noget drastisk, hvis noget lignende skete i den fysiske verden. Hvis indbrud fulgte på indbrudsforsøg og hærværk på hærværk. Vi ville have skiftet låse, allieret os med naboer og politi. En dobberman pincher ville det måske også blive til, hvis ikke vi i stedet valgte at flytte til et fredeligere område.
Så fortæl mig, hvorfor jeg stadig bruger Internet Explorer på min private bærbare. Hvorfor har jeg ikke for længst skiftet til den norske Opera-browser eller til Mozilla Firefox? Hvorfor har vi næsten alle sammen Explorer på vores pc'er hjemme og på jobbet, når koden er så hullet, som den er? Og når vi ved, at hackere elsker at gå efter sårbarheder i Microsoftssoftwaren, fordi den er så udbredt.
Vi burde for længst have set en folkebevægelse mod Explorer. Vi burde stemme klik for klik mod Explorer blot ved at bruge en anden browser, for webstederne holder øje med, hvilken browser vi kommer bag.
Men måske mangler vi en karismatisk frontfigur for at få gang i klik-afstemningen. Det nytter tilsyneladende ikke, at selv verdens mest respekterede organisation for it-sikkerhed, Cert (Computer Emergency Response Team), endnu en gang har anbefalet folk at skrotte deres Explorer. Denne gang skete det efter ondartet kode sneg sig ind via Explorer, og derefter gik i gang med at aflytte folks tastetryk.
Cert, der er et center på Carnegie Mellon University finansieret af den amerikanske stat, har på sit websted (www.cert.org) en nærmest skræmmende illustration af usikkerheden på nettet. Nederst på siden findes en lænke med navnet "Before You Connect a New Computer to the Internet" - tag et kig. Kan du selv håndtere alle de nødvendige sikkerhedstiltag? Kan din datter? Din onkel?
Cert er ikke ene om at anbefale en skrotning af Explorer. Ind imellem blander enkelte sikkerhedsfolk sig i koret - typisk dem, der ikke lever af at sælge modkur. Nogle af sikkerhedsfolkene ser du på securityfocus.com. Her tager de også højde for det mest hørte argument for brug af Microsoft-browseren. Den med, at web-steder typisk er optimeret til Internet Explorer, og måske tilmed kun kan bruges med Explorer.
Det burde være tabu. Tænk hvis nogen fremstillede biler, der kun kunne køre på benzin fra Statoil-tanke? Hvilken chance havde de for at sælge en bil?
Reager over for firmaerne bag web-steder, siger sikkerhedseksperter. Mail firmaet og kræv, at webstedet skal kunne håndtere flere browsere. Kim dem ned. Forsøg, hvis muligt helt at droppe firmaet. Hvis det er din bank, der kun lader dig gå på netbanken via Explorer, så skift bank, og fortæl dem hvorfor. I værste fald må du nøjes med at bruge Explorer til noget som helst andet end netbanken.
Tænk på, hvad det kunne flytte hos Microsoft, hos hackerne, hos virksomhederne på nettet, hvis blot 50 millioner mennesker satte deres stemme med et klik på alt andet end Explorer. Men måske skal din datter først have et åbent pigeskræv garneret med et par ordentlige klepperter lige i synet.
"Far - hvad gør de?"
Hvad gør du?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere