Banken som it-virksomhed

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.


Saxo Bank har et alter ego - den er også it-udviklingsselskab. Udviklingen af den internet-baserede elektroniske handelsplatform Saxo Trader har sikret væksten for investeringsbanken.

Saxo Bank er en bank. Den må ikke sælge it-ydelser. Ej heller lave software og sælge det. I stedet er forretningsmodellen, at det egenudviklede Saxo Trader-system foræres væk til partnere, og Saxo Bank høster en andel, typisk halvdelen, af den indtjening, partnernes kunder genererer gennem deres handel med valuta og værdipapirer.
Cirka 20.000 daglige handler kører gennem systemet.
- I princippet er it kun en udgift, siger Ole Rossing, Saxo Banks it-direktør.
I praksis har han en it-afdeling på 80 mand, halvdelen udviklere, i virksomhedens domicil i Gentofte nord for København. De udgør en væsentlig og voksende del af virksomhedens medarbejderstab på 250. Derudover arbejdes der på at etablere en afdeling i Skt. Petersborg, så nogle af rutineopgaverne kan outsources.
It-afdelingen er autonom og jævnbyrdigt medlem af forretningen. Ole Rossings evne til at bruge penge - hyre folk til at udvikle løs - er et succeskriterium. Gennem de seneste fire år har han hvert år fordoblet mandskabet.
- Det slider og stiller krav, og det kræver en særlig kaliber it-folk. Det er ikke for tøsedrenge. Men vores største problem er kapacitet - ikke penge. It er flaskehalsen. Der er simpelthen grænser for, hvor hurtigt vi kan ekspandere, siger han.
For it-direktøren er banken en produktionsvirksomhed - en fabrik, hvor der laves it-produkter. Hans baggrund som mangeårig produktionsmand hos FLS-datterselskabet FLS Automation fornægter sig ikke.
Nørder og slips
I Gentofte står 100 servere og brummer i kælderen. It-afdelingen hersker i stuen - her møder man trøjer og fløjlsbukser, det nørdede look. På første sal regerer slipsene. I et banktraditionelt dealer-rum sidder finansfolkene i deres jakkesæt og følger kursernes flimren over skærmene, mens de handler og servicerer kunder.
Den over ti år gamle Saxo Bank udspringer af Midas Fondsmæglerselskab - en finansvirksomhed fra dengang, der blev handlet værdipapirer over telefonen.
I 1999 var det transformeret til Saxo, som havde fokus på internetbaserede transaktioner. I London blev en kontakt skabt til den franske bank Credit Lyonnais, og sammen etablerede man datterselskabet CL Markets som et joint venture. Hensigten var at benytte synergien fra de to finansvirksomheder til at skabe et internet-baseret handelssystem.
Der blev udviklet noget software, men Credit Lyonnais trak følehornene til sig, og for to år siden blev selskabet lukket. Saxo Bank kom imidlertid ud af det med rettigheder, medarbejdere og halvandet års betalt udvikling og sidder nu med Saxo Trader, overskud og vokseværk.
Udvikling
Kernen i kundegruppen er såkaldte "White Label Partners". Som Ole Rossing udtrykker det, typisk små og mellemstore finansvirksomheder, som er kommet for sent i gang med deres egen it-udvikling og blot har basale bankforretninger dækket på nettet, men ikke kan tilbyde kunderne handel med valuta, aktier, optioner og andre finansielle instrumenter her.
Saxo Trader-platformen leveres som et OEM-produkt - kunden kan sætte eget logo på og får den på sit eget sprog, så kunden tror, de handler gennem deres egen bank.
Ingen af de store it-leverandører har satset på området, og ingen af konkurrenterne har ifølge Saxo Bank samme bredde i produktsortimentet. Nødvendigheden af at være helt fremme i feltet og imødekomme kundeønsker af forskellig art giver immervæk travlhed og behov for at prioritere.
- Vi laver nye versioner af systemet flere gange årligt. Dertil kommer nye lokalversioner af systemet. Det findes på talrige sprog og kommer eksempelvis snart i en kinesisk version også. Et lille system til mindre handler, målrettet mod velhavende individer og virksomheder, vil være klar i løbet af det næste halve år. Dette type system efterspørges primært i Kina og Indien, oplyser Ole Rossing.
Efterspørgsel kan være lokal - såsom en schweizisk kundes behov for automatisk udregning af statsafgifter på systemet som følge af lokale regulative krav. Eller der kan være tale om en større, overordnet opgave såsom en planlagt udvidelse af produktsortimentet.
- Alt, hvad der handles på de finansielle markeder, skal kunne handles på vores system. Bredden i det er, hvad der adskiller os fra konkurrenterne. Det sidste, vi mangler, er hele "fixed income"-området, altså samtlige virksomhedsobligationer i verden. I et realtidssystem er det et komplekst produkt, og det arbejder vi på nu, siger Ole Rossing.
Russisk forbindelse
Hans danske stab er opbygget af erfarne it-folk fra industrien - typisk med en halv snes år på bagen. Da Intel i Danmark lukkede, hyrede han det meste af netværksapplikations-team'et i en pakkeløsning. De store konsulentfirmaer har han også været på fisketur i. Medarbejdere med en baggrund i bank-it er han derimod gået uden om.
I Skt. Petersborg er et outsourcing-pilotprojekt i gang. Hensigten er at opbygge Saxo Banks egen afdeling i det russiske softwarefirma Reksoft, hvor grupper af medarbejdere på langtidskontrakt kommer til at samarbejde med matchende teams i hovedkvarteret i Gentofte. Baggrunden er både it-flaskehalsen og en økonomisk besparelse.
- De er meget dygtige, ikke mindst til den hårde matematik. På et par års sigt har vi formentlig lige mange der som her, siger Ole Rossing.
Ved årets udgang regner han med at have 100 medarbejdere i Danmark og 30 i Rusland og på endnu et års sigt 100 hvert sted.
Gør det selv
Ud over udviklingen af kerneproduktet hylder Saxo Bank gør-det-selv-princippet, når det gælder it. It-direktøren plæderer for insourcing frem for outsourcing. Driften klarer man selv qua maskinparken i kælderen og status som internet-udbyder. Og alle systemer - undtagen Navision til bogholderiet - har Saxo Bank selv bygget. Deriblandt CRM-systemet, som på intelligent manér holder styr på kunderne.
- Det tog bare et halvt års tid. Og så er vi uafhængige af en stor leverandør, hos hvem vi ville være en meget lille kunde og derfor ville komme til at vente på at få, hvad vi har brug for. Det ville bremse vores udvikling, siger Ole Rossing.
Hvad systemer angår, sværger han til Microsoft. Saxo Bank er nok den eneste Microsoft-bank i verden, siger han - med henvisning til, at alt fra operativsystemer til servere og udviklingsværktøjer, er Microsoft.
- Vi begyndte med en blanding af systemer - noget Sun, OS2, Novell Networks med mere, men har nu fået en helt uniform platform. Og Microsoft er godt nok på bunden - kunsten er at behandle det med samme disciplin, som var det et mainframe-miljø, noterer Saxo Banks it-direktør.

Billedtekst: For Saxo Banks it-direktør Ole Rossing er banken en produktionsvirksomhed, hvor der
laves it-produkter. Udviklingen af den internet-baserede elektroniske handelsplatform Saxo Trader har sikret væksten for investeringsbanken. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere