En let gang på jorden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.


Peter Warnøe er taknemmelig over de tæsk, tilværelsen har givet ham oven på en masse års medvind. Man bliver et bedre menneske af det, siger manden, der ikke trives med at blive 40.

Unge Peter Warnøe har flere oplevelser i bagagen end de fleste mænd fra tidligere generationer fik i løbet af en hel karriere. Måske også derfor står han tidligere i det vadested, hvor uroen for alvor indfinder sig.
- Jeg vil ikke kalde det en midtvejskrise, men nu hvor jeg fylder 40, tænker jeg meget over livet. Jeg har altid været den yngste, og man er uigenkaldeligt ikke ung, når man er 40, siger Peter Warnøe, der har fødselsdag på mandag.
Han er på mange måder et privilegeret menneske, forsynet som han er med en stor selvtillid fra barnsben, et lyst sind og en vindende personlighed. Oveni kommer, at han allerede i starten af 30'erne blev mangemillionær på en bredt respekteret erhvervssatsning.
Men nogle års erhvervsmæssig modgang har fået sat sit præg på den flittige iværksætter. Endnu mere har dog en skilsmisse i sommer og tilværelsen med det daglige ansvar for de to små døtre.
- Mit liv er ændret, og selvfølgelig ville jeg indimellem gerne være 28 år igen. Omvendt har jeg også fået erfaringer, som jeg ikke ville være foruden. Jeg er ikke længere så sort/hvid-skråsikker - mere modtagelig over for andres argumenter og holdninger. Dertil kommer, at jeg har meget lettere ved at gennemskue mennesker end for 10 år siden, siger Peter Warnøe.
- Hvis man kun har medgang, bliver man bare en overfladisk, højrøvet idiot. Man bliver et bedre menneske af at få tæsk, tilføjer han.
Den bankuddannelse, som Peter Warnøe indledte sit liv med, ligger langt fra hans videre karriere, og drømmen gik da heller aldrig på at ende bag palisanderbordet som bankdirektør.
Han ville have salgserfaring, og it-branchen virkede som det mest spændende. Salgstalentet havde han, men efter et par år i pc-forhandleren Computerforum, mente Warnøe, at han kunne gøre det bedre selv, så han stiftede Complet. Og tre måneder efter fik han en partner i Steen Louis Reinholdt, der kom fra Computerland.
- Vi havde mødt hinanden på en salgsrejse til Bali, men han turde ikke springe lige ud i selvstændigheden, siger Peter Warnøe drillende.
Mangemillionærer
Da de to solgte selskabet otte år senere, betalte den norske Merkantildata-koncern 137,5 mio. kr. for succesen Complet, som da havde 300 ansatte.
- Louis og jeg var gode til at finde de rigtige folk og gode til at lede dem. Den ånd, vi skabte, var enestående. Den dag i dag mødes gamle Completfolk årligt, siger Peter Warnøe, der ikke udgiver sig for at have den store it-ekspertise.
Salget gjorde partnerne rige. Kontanter fik de ikke, men aktier i Merkantildata. Umiddelbart kunne de sælge 40 pct. af aktierne og resten over en treårig periode. Og i løbet af den periode tredobledes værdien af Merkantildata-aktierne.
- Vi havde haft to andre bejlere, Getronics og Telia, men Merkantildatas lød klart sjovest. Profilen lignede vores, kemien med den norske stifter Tom Adolfsen var rigtig god, og jeg troede meget på den norske aktie, fortæller Warnøe.
Han blev medlem af direktionen for Merkantildata-koncernen, og adm. direktør for det danske selskab, der skulle gøres til et af de tre største på området herhjemme.
Warnøe stod i spidsen for fem opkøb, hvoraf købet af TDC's Danadata for op mod en halv milliard kroner var det største. Efter et par år fik Peter Warnøe dog appetit på at prøve noget nyt - noget i endnu større skala - hvilket fremgår af artikelen om Aston på side 33.
I dag er it-engagementet forholdsvist beskedent. Porteføljen i hans investeringsselskab Capers består af fire mindre, men profitable selskaber. Ved siden af har han gennem de sidste fem år investeret i syv ejendomme, der har en værdi på omkring 150 mio. kr.
- Det er slut med arbejdsuger på 80 timer, også af hensyn til mine børn, fortæller manden.
Kæmpe omgangskreds
I hans omgangskreds ses andre kendte it-folk, såsom Preben Damgaard og Jesper Balser, men kredsen byder også på et væld af folk fra andre brancher. Via sin mor og stedfar, Anne og Bent Fabricius Bjerre, er han for eksempel kommet meget tæt på filmens verden, og via opvæksten nord for København har han fået masser af venner blandt det såkaldte jet-set. Også venner, som skal beskyttes mod nysgerrig snagen fra landets kulørte blade.
Kæmpeomgangskredsen skyldes også, at Peter Warnøe har en evne til at komme godt ud af det med alle. Bag hans ryg høres indimellem kritiske ord, men der er ingen tvivl om, at folk typisk stortrives i hans selskab.
- Jeg er nem at have med at gøre. Ukompliceret, lyder hans bud på en forklaring.
Adspurgt om sine svage sider sider, lyder der en lille pause.
- Jeg er meget dårlig til at tackle folk, der lyver eller er ondskabsfulde. Og så er jeg nok for stædig. Jeg hader at tabe. Det kan enhver fortælle, der har set mig på en tennisbane eller på en fodboldbane.
Sport og natur
Men hvad laver Peter Warnøe, når han bliver rigtig voksen - omkring de 55 år?
- Så er jeg i Danmark halvdelen af året, og en stor del af den resterende tid i Schweitz, hvor jeg har et hus. Skiløb er en af min største hobbies ved siden af fodbold og tennis. Jeg holder af sport og natur - elsker at prøve grænser af. Nok også derfor er det så svært at blive 40, for man bliver dårligere til det, svarer Peter Warnøe.
Han håber også på at være gift igen.
- Også fordi jeg gerne vil have nogen at blive gammel sammen med.

Billedtekst:
- Min arbejdsuge er på væsentligt færre timer, også fordi jeg har behov for at være mere sammen med mine døtre efter skilsmissen. Derfor arbejder jeg i en vis grad hjemmefra, siger Peter Warnøe, der har børnene boende hos sig i Tårbæk. Foto: Torben Klint

Boks:
Fuld fart på
1983 Matematisk studentereksamen
1983-87 Afslutter bankuddannelse i Handelsbanken
1987-89 Salgskonsulent i Computerforum
1989 Stifter Complet (forhandler)
1997 Sælger Complet til Merkantildata og går med
1999 Medstifter af Aston IT Group
2001/2002 Overtager mindre Aston-selskaber i forbindelse med rekonstruktion
2002 Frasalg af et tidligere Aston-selskab, et andet konkurs
2003 Frasalg det tidligere Aston Web-sales

Læs også:
"Aston-satsningen set i bagklogskabens klare lys"
Side 33




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere