Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
Man bliver nødt til at skue mod USA, når man vil se ordentlig fremdrift i brugen af den bedst mulige kommunikationsform.
Lidt er bedre end ingenting, også når det gælder taleteknologi, og det er, hvad danskerne fortsat må nøjes med grundet det lille sprogområde. Et kig mod USA giver imidlertid en indikation af, hvor meget der sker, når markedskræfterne kører på fuld omdrejning for at få taleteknologien på plads til dagligdags brug.
Hos Microsoft lyder meldingen, at computerens "evne" til at forstå et naturligt talt sprog hvert år forbedres med 10-15 procent. Og om syv år skulle computeren kunne overgå mennesket, når det gælder om at tolke en diktat fejlfrit.
Forløbig må Microsoft og brugerne nøjes med mindre, men allerede nu skubbes taleteknologi ud til de mange. For en måned siden kom nyheden om, at de små håndpc'er er i stand til at lystre en række talte ordrer. Softwaren Voice Command til de Windows-baserede Pocket pc'er fra firmaer som Hewlett-Packard, Dell og en lang række andre firmaer gør det muligt at beordre den lille computer til at skaffe kalender- og adresseinformation, til at ringe op, og til at få adgang til forskellige applikationer.
Det er imidlertid ikke Pocket pc-gruppen, der står bag talegenkendelsen, men den del af Microsoft, som arbejder mod bilbranchen. Demoer af talesoftwaren i smarte biler har i flere år været vist på de store it-messer. Her har de besøgende kunnet se, hvor langt føreren sandsynligvis vil nå med talen og hørelsen, hvad enten det gælder radioen, GPS-systemet eller computeren.
Men Microsoft har også sendt et stykke serversoftware med fokus på taleteknologi til afsluttende test - betatest - og den software ligger i en langt tungere forretningsmæssig klasse. Produktet Speech Server skal bruges til at integrere arbejdet i call centre, hvor kunderne ringer ind, med kundekontakten via webbet.
Danmark stadig bagefter
Serveren kan "tolke", hvad kunden, der ringer ind, siger via talegenkendelse, og ud fra tolkningen afsende et svar. Det kan være i form af et forud indtalt standardsvar på den type spørgsmål eller måske ved, at det svar, der ligger på virksomhedens kundekontaktsted på web-stedet, læses op ved brug af syntetisk tale.
En kunde kan også i tale anmode om en aktuel aktiekurs via en håndpc, hvorefter kursen - og måske kursudviklingen - straks efter vises på håndpc'ens skærm. Udviklingsværktøjskassen rummer funktioner til integrationen.
Men der findes endnu ingen "officiel" dansk talegenkendelse til bredere brug. Kun den letteste del af taleteknologen - en tekst-til-tale-motor - foreligger. Motoren udviklet af TDC i samarbejde med en række universiteter. Projektet blev finansieret af den tidligere regering med midler fra en handicap-pulje.
Boks:
Store besparelser at hente
Hvor meget man kan få ud af taleteknologi professionelt, kan et af de sparsomme danske projekter give et af svarene på. Røntgenlæger på Vejle og Give sygehuse dikterer til en computer i stedet for til lægesekretæren. Ifølge firmaet Max Manus, der har udviklet teknologien til dansk sammen med Philips Speech Processing og Kodak spares 50 procent af skrivetiden. Systemet Speech Magic er udviklet til brug på sygehusenes radiologi- og patologi-afdelinger, og når systemet er fuldt ud i brug, er der 400 brugere på.