Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. juni 2003.
Århus Dag- og Aftenseminarium indfører anden fase af en print-betalingsløsning for knap 2.000 brugere. Løsningen vil gøre det muligt at indbetale på individuelle printkonti, som når man fylder taletid på mobilen.
Betalingsløsning
Når elever og lærere på Århus Dag- og Aftenseminarium printer ud, bliver deres forbrug automatisk registeret ud fra et indtastet password via en såkaldt PAS-løsning (Print Accounting Server). Det betyder, at når de omkring 120 lærere printer materiale til undervisningen, påføres udgiften automatisk den rigtige konto. Og er det en af de cirka 1.600 studerende, der skal have noget ud på papir, trækkes beløbet fra deres personlige printkonto. Når denne konto så er ved at løbe tør, kan de indbetale flere penge til print på studiekontoret.
Denne løsning, der har været i drift siden efterårsferien sidste år på seminariet, er første fase af indførelsen af en samlet printbetalingsløsning.
Næste fase, der skal være på plads til studiestart i august, gør det muligt for de studerende at indbetale på deres printkonto fra dankort i stil med, hvad man kender fra optankning af taletidskort til mobiltelefoni.
Betalingsløsningen, der gør det muligt at bruge dankort, er udviklet til seminariet af Canon. Online-betalingen afvikles via DIPS (Dansk Internet Betalings System) og er derefter godkendt af PBS (Pengeinstitutternes Betalings Systemer).
- Vi mener dermed at have etableret den højest mulige sikkerhed på det kommende betalingssystem, siger administrationschef Ellen Mosekjær fra Århus Dag- og Aftenseminarium.
Ingen forretning
Inden indførelsen af PAS-løsningen sidste efterår benyttede seminariet magnetstribe-kopikort af pap, der havde en tendens til at krølle og blive ubrugelige. Forud for systemets etablering, var seminariet gået fra at benytte leasede printere fra Xerox til at købe printere af Canon. Seminariet har godt en snes printere fra de store maskiner i seminariets kopicenter til mindre modeller ude i undervisningsområderne.
- Etableringen af første fase gik uden nævneværdige problemer. Den eneste ulempe har været, at brugerne har fået endnu et password at huske. På længere sigt kunne vi ønske at blive i stand til at give hver bruger et personligt password, der kan benyttes til alle seminariets systemer, siger Ellen Mosekjær.
- Vi håber, at introduktionen af dankort-betaling kan være med at skabe større bevidsthed om brugen af printfunktionen, så de studerende i højere grad vænner sig til også at læse på computeren i stedet for at printe alt ud. Som uddannelsesinstitution må vi ikke tjene på de studerende, så det er ikke en forretning for os. Seminariet skal blot have dækket sine udgifter, og har ikke interesse i at få eleverne til at printe mest muligt, siger hun.
Systemet giver en række muligheder for administratorerne til at skaffe sig et overblik over forbrugsmønstrene, som seminariet håber kan være med til at give bedre udnyttelse af printerressourcerne.
- Vi forventer, at systemet kan hjælpe os med at sikre, at de store maskiner bliver brugt til de store opgaver, og de mindre til de opgaver, de egner sig til, siger Ellen Mosekjær.
Overvågningen af blandt andet oppetiden på de enkelte maskiner, styres dog ikke via betalingsløsningen, men administreres under serviceaftalen.
Billedtekst:
Administrationschef Ellen Mosekjær, Århus Dag- og Aftenseminarium forventer, at betalingssystemet kan sikre, at de store maskiner blive brugt til de store opgaver, og de mindre til de opgaver, de egner sig til. Foto: Claus Haagensen/Chili