Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.
Underdirektør Tom Lund, PBS, er topkandidat til ny topchef for IBM-brugerorganisationen Guide Share Europe (GSE) - en sammenslutning af 12 regioner med Europas 1.500 største virksomheder. Udfordringen for Tom Lund er at gøre GSE klar til den globaliserede it-verden med forskellige it-leverandører og teknologier.
dansker til tops
Det er en dansker, underdirektør Tom Lund i PBS, som er udvalgt til at være den nye topchef i Guide Share Europe (GSE) - den over 40 år gamle, europæiske brugerorganisation af virksomheder, der anvender IBM som leverandør.
GSE er verdens ældste og mest magtfulde brugerlobby. Medlemskredsen omfatter 1.500 af Europas største virksomheder.
Det endelige valg af Tom Lund sker den 28. september i forbindelse med det 7. Tekniske Symposium i København. Tom Lund, 56, vælges for maksimalt fire år, to år ad gangen. Han afløser Wolfgang Aueren, der kommer fra den største GSE-region Tyskland.
Den første dansker
Det er første gang, en dansker er blevet håndplukket til at stå i spidsen for den europæiske IBM-brugerorganisation GSE, der har hovedkvarter i Schweiz. Jobbet er som topchef med titel af President for Europas 1.500 største virksomheder. Valget af Tom Lund skyldes dels, at den nordiske region er stor og meget aktiv, dels at Tom Lund med sin nordiske baggrund bedre vil kunne gennemføre en nødvendig fornyelse af brugerorganisationen end en formand fra et stort land. Endelig er valget af underdirektør Tom Lund, Datacentret i PBS kvalitativt oplagt, da de danske pengeinstitutters fælles betalingsformidlingscenter er en unik it-løsning, som ikke findes magen til i noget andet land. Tom Lund kalder det en sympatisk tanke, at alle hjælper alle på tværs af brancher og konkurrerende virksomheder.
- I bund og grund laver vi noget, vi alle har prøvet før. Det er som et broderskab, hvor man rykker sammen og hjælper hinanden, når det kniber. - Det er der utallige eksempler på ved driftsproblemer, teknologiskift, eller når der skal lægges pres på IBM, siger Tom Lund.
IBM og alle de andre
Medlemstallet i GSE har været faldende i en årrække, fordi virksomhederne især var store mainframe it-centraler. Flere er blevet slået sammen, og en række opgaver er flyttet ud i små og mellemstore it-centre. I dag er medlemstallet stagnerende. Men det skal op igen, og det bliver en hovedopgave for den nye president i GSE.- Udfordringen er, at få ajourført organisationen til den øgede globalisering med flere leverandører og partnere af en række forskellige teknologier og platforme. Det skal løses, og IBM er meget tændt på, at det skal lykkes i et tæt samarbejde med os. I princippet er enhver bruger med en pc i et netværk i dag et potentielt GSE-medlem, uanset om han ligger på en åben IBM-støttet Linux-platform eller på lukkede standard-platforme fra IBM eller Microsoft, siger Tom Lund.Et eksempel på de nye tider er GSE's 7. Tekniske Symposium, som Tom Lund har fået til København. Det finder sted den 29.-30. september på Hotel Marriott, og dagsordenen er open source-platformen Linux som applikationsserver og securing med e-business-applikationer på web.
Billedtekst:
Underdirektør Tom Lund, PBS, er topkandidat til ny formand for GSE, Europas største og mest magtfulde IBM-brugerorganisation. Foto: Torben Klint
Boks:
Tom Lund
¥ Født 1947.
¥ Matematisk student,
Gentofte Statsskole 1965.
¥ Sjællandske Livregiment 1967.
¥ Sektionsleder, it-produktion CSC (tidligere Datacentralen) 1969-83.
¥ Underdirektør PBS
Datacenter siden 1983.
¥ Merkonom (enkeltfag) organisation, økonomi og it.
¥ Efteruddannelse La Hulpe m.m.
Poster i GSE:
¥ Styrekomiteen for it-drift Norden 1988.
¥ Drifts- og teknikchef 1995.
¥ Nordisk chef for IT
Management Group 1996.
¥ Advisory Board IBM storageprodukter i fire år.
¥ Chef for GSE Norden 2001.
Sidder desuden i:
¥ Hitachi Advisory Council, HITAC.
Fritid:
¥ Tidligere cykelrytter i ABC, i dag aktiv motionist.
¥ Maratonløber, bl.a. på
Den Kinesiske Mur i Kina.
¥ Tennisspiller.
Boks:
GSE - Guide Share Europe
GSE er en nonprofit og økonomisk IBM-uafhængig it-brugerorganisation for virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der arbejder med it- og kommunikationsløsninger, baseret på IBM-arkitektur.
GSE er dannet ved en sammenlægning midt i 90'erne af G.U.I.D.E og SHARE Europe, begge IBM-brugerorganisationer med 35 års historie.
GSE har 12 europæiske regioner (Norden, Tyskland, Storbritannien, Holland, Belgien & Luxembourg, Østrig & Østlandene, Italien & Grækenland, Israel, Spanien, Frankrig, Portugal og Schweiz). Der er 1.500 virksomheder som medlemmer og 191 arbejdsgrupper med over 5.000 medlemmer.
GSE er en del af den globale IBM-brugerorganisation, International User Group Council (IUGC), som dækker Amerika, EMEA, Japan, Fjernøsten og Australien. Der er 23.000 medlemsvirksomheder. Delorganisationerne er GSE, SHARE-USA, Common-Europe, Common-USA, Interaction, APUG og JGS.
Boks:
Pengeinstitutternes BetalingsSystemer
Pengeinstitutternes BetalingsSystemer, PBS, er ejet af de danske pengeinstitutter. Grunden til det nuværende PBS blev lagt for 35 år siden, da de danske pengeinstitutter, som nogle af de første i verden, så mulighederne for at gå sammen og udvikle den moderne elektroniske betalingsformidling. Opskriften var et forretningsmæssigt samarbejde om den fælles infrastruktur. Det har givet PBS en global førerstatus inden for elektronisk betalings- og informationsformidling.
PBS begyndte med at tilbyde edb-servicebureauopgaver til danske virksomheder. Visionen blev hurtigt ændret til mere generelt at satse på automatisering af betalingsformidlingen.