Lækker, lækker mobiltelefon til få penge
Der gik ikke mange dage, fra vi pakkede Nokia 6600 Fold ud af æsken, til den var klistret til med fedtfingre - og det var ikke kun vores egne fedtfingre.
Venner og bekendte skulle lige prøve mobilen, der ser indbydende og fejende flot ud.
Nokia 6600 fås også i en skyde-udgave, men det er modellen med klap, vi har testet, og det er længe siden, vi har haft sådan en design-frækkert i lommen.
Det lækre design skal også ses i lyset af, at Nokia 6600 kan fås til knap 2.000 kroner uden abonnement. Det er meget sjældent en telefon i den prisklasse, ser så godt ud.
Sort, poleret plast
Nokia'en vejer 110 gram og måler 87 x 44 x 15 millimeter. Den virker forholdsvis tung, men ligger godt i hånden, lommen - eller på cafebordet, hvor de fleste nok vil flashe den.
Overfladerne er i sort, poleret plast, frontcoveret glider over i en mørkegrå nuance nederst på telefonen, og siderne er metalfarvede.
Udenpå telefonen (forsiden) er der et display, der kan vise klokken, beskeder, ubesvarede opkald, indgående opkald med mere.
Smart tryk-funktion
Det bedste ved forsiden er, at mobilen har en tryk-funktion, så hvis du forsigtigt trykker med en finger to gange lige efter hinanden på forsiden, så dukker displayet frem og viser for eksempel tidspunktet, eller om der er kommet en besked.
Det er en rigtig fed funktion. Ved at trykke to gange med fingeren kan du også afvise et opkald eller snooze alarmen.
Selve klappen åbnes via elektromagnetisme ved at trykke på en lille knap på siden af telefonen, så springer klappen selv op.
I få tilfælde virker funktionen ikke, og så skal man åbne klappen manuelt (hvilket er ret belastende, hvis man skal vise den ellers fede funktion til andre...)
Ikke særligt gode billeder
Mobilens knapper er store og gode at trykke på og hører klart til i den bedre ende af mobil-knapper, vi har prøvet. Her er ikke mange fejltryk, til gengæld er der fedtfingertryk på hele mobilen.
Skærmen er på 2,1 tommer og trænger til, at man lige skruer lidt op for lysstyrken.
Kameraet på to megapixel og med dobbelt LED-blitz tager ikke særligt gode billeder, og videofunktionen er heller ikke noget, Nokia skal prale af.
Oven i købet kommer man ofte til at sætte en finger foran kameraet, noget man lige skal vænne sig fra.
Masser af små spil
Musikafspilleren er meget standard, men hvis du spiller musik og lukker klappen, kan du på forsidens display se, hvad du hører, og hvor langt der er tilbage af nummeret - hvis altså du dobbelt-trykker på telefonen.
Nokia 6600 har ikke et 3,5 millimeter stik, men har Nokia Maps, Bluetooth 2.0 og syv spil (blandt andet Snake III, Rally 3D og Soduko).
Den interne hukommelse er på sølle 15 megabyte, men et 512 megabyte SD-memorykort følger med.
Udvid hukommelsen
Får du brug for endnu mere plads, kan du smide kort på op til fire gigabyte i mobilen, der er en oplagt telefon til dem, der går mere op i design end antallet af funktioner.
Kameraet er en af de svage sider ved telefonen (og medvirkende til at Nokia 6600 ikke får topkarakter), men det er designet og de gode taster til gengæld slet, slet ikke.
Det elegante udseende er sikkert rigeligt til at få mange til at købe telefonen, og vi forstår dem egentlig godt, for magen til lækker mobil i den billigere prisklasse skal man lede længe efter.