Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. januar 2003.
Printere får for alvor kærligheden at føle, når de gennemgår de test, der skal sikre, at produkterne holder, hvad de lover.
Kvalitetstest
Singapore: Fløjlshandskerne er smidt væk, for nu skal en ny printermodel testes. Frit fald fra et par meters højde, voldsomme vibrationer, varme, luftfugtighed, magnetisk og elektromagnetisk påvirkning er eksempler på de trængsler, Hewlett-Packard udsætter deres printere for.
Testen udføres i HP's testcenter IPMO-TSC Lab i Singapore. Testcentret samarbejder med en række internationale standardiseringsorganisationer inden for test af hardware.
- Vi sikrer med vores testprocedurer, at alle produkter overholder standarder for kvalitet og pålidelighed, inden de sættes i masseproduktion, forklarer testcentrets chef Kum-Yew Chan.
18 forskellige test
Testcentret har i alt 18 forskellige testprocedurer. De retter sig både mod produkternes fysiske holdbarhed og måling af blandt andet støj og elektromagnetisk udstråling fra produkterne.
Blandt de mere spektakulære test er choktesten, hvor en printer spændes fast på en metalblok, der hejses et par meter op i luften og derefter droppes, så chokeffekten ved landingen fra et frit fald simuleres. Formålet er at sikre, at emballagen beskytter printeren godt nok.
Ekstreme klimapåvirkninger
I et klimakammer simuleres de klimatiske omstændigheder, et produkt kan udsættes for på sin vej til forbrugeren. Her udsættes printerne for temperaturer fra 40 til 70 grader celsius og luftfugtighed mellem 20 og 98 procent.
I et andet klimakammer udsættes de elektroniske komponenter i printeren for temperaturer mellem 70 og 170 grader celsius, hvor temperaturen stiger 20 grader pr. minut. Elektronikken udsættes også i et specialkammer for en rystetur under varierende temperaturer for at afsløre, om enkelte komponenter har svagheder.
I et tredje klimakammer udsættes hele printeren for temperaturer på op til 100 grader celsius og luftfugtighed på op til 98 procent samtidig med, at operatørerne funktionstester produktet.
Printerne får også en solid rystetur. Vibrationstesten foregår på en maskine, der har en acceleration på 24 G med en vibrationsfrekvens på fem til 2.000 Hz.
I et testkammer måles den elektromagnetiske støj fra printeren på en afstand af tre meter. Desuden udsættes printeren for elektromagnetisk udstråling fra en special-antenne. Denne test skal sikre, at produkterne overholder de internationale standarder for elektromagnetisk støj (EMC).
Ved en udendørs EMC-test måles den elektromagnetiske stråling fra printerne på en afstand på ti meter.
Magnetiske påvirkninger
Printerne udsættes også for magnetiske påvirkninger, for at se om de fungerer normalt under betingelser, der for eksempel kunne være, at de er på arbejde tæt på højspændingsledninger.
Endelig undersøges printerne for deres evne til at modstå meget korte strømafbrydelser og korte variationer i den elektriske strøm, der driver dem.
Efter Robinson-ekspeditionen gennem testlaboratoriernes prøvelser godkendes eller forkastes produkterne.
- Vores mål er, at produkterne overholder alle de teknologiske og kvalitetsmæssige krav, der stilles i de lande, hvor produkterne sælges, forklarer Kum-Yew Chan.
Billedtekst:
Ved choktesten kan denne maskine simulere effekten på en printer af et par meters frit fald.
Billedtekst:
Her er en HP multifunktionsmaskine på vej til at få sit livs rystetur.