Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. marts 2002.
Ens markedsføringsregler gør salgsfremstød i udlandet enklere, men små firmaer har ingen gavn af det, siger brancheorganisationer.
Virksomhederne skal have lige adgang til at lokke kunderne til sig overalt i EU. På den måde bliver den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser i EU mere reel.
Det mener EU-Kommissionen, som i disse måneder prøver at få landene til at vedtage nye ens markedsføringsregler.
På bordet ligger et forslag til Forordning om Salgsfremmende Foranstaltninger, som blandt andet tillader brug af en række markedsføringsmidler, som vi forbyder i Danmark. Eksempelvis tilgift (kundegaver), rabatmærker og købsbetingede konkurrencer.
Det er en række små virksomheder ikke tilfredse med. De små virksomheders organisationer, Håndværksrådet og DESA (Dansk Erhvervssammenslutning), mener, at en fjernelse af de danske forbud kun kommer de ressourcestærke virksomheder til gode.
Ingen fordel
- Vi tror ikke, at den foreslåede nedregulering vil være til fordel for de små og mellemstore virksomheder. De markedsføringstiltag, vi forbyder i Danmark, vil typisk være tiltag, som er forbeholdt de store virksomheder, og som slører varens reelle pris, siger Håndværksrådets jurist Frants Frank Nielsen.
Hos DESA ser formanden Colette Brix heller ikke lyst på forslaget.
- Jeg ser ingen fordele for de små virksomheder ved sådanne regler. De vil indebære en skævvridning af magtforholdet mellem store og små virksomheder, siger Colette Brix, der mener, at små virksomheder aldrig vil have råd til at benytte sig af de udvidede muligheder for at markedsføre sig.
Bliver forordningen vedtaget, kommer den til at gælde umiddelbart som lov i Danmark.
Billedtekst: Formanden for Dansk Erhvervssammenslutning (DESA), Colette Brix mener, en harmonisering af markedsføringsreglerne i EU blot vil fæstne de store virksomheders tag i markedet.
Foto: Birger Storm
Boks:
Nye EU-regler om salgsfremmende foranstaltninger
EU-Kommissionen vil indføre ens regler om brug af salgsfremmende foranstaltninger - det vil sige rabatter, gaver, tilgift og købsbetingede konkurrencer. Forslaget lyder på generelt at tillade brug af salgsfremmende foranstaltninger (også dem, der er forbudt i Danmark). Der er blandt andet lagt op til, at landene ikke må sætte loft over værdien af dem, begrænse brugen af dem til bestemte perioder eller stille krav om forudgående tilladelse.
Virksomhederne skal ifølge forslaget - som en slags kompensation over for forbrugerne - samtidig med sin "salgsfremmende foranstaltning" oplyse om:
¥ Markedsføringsformen.
¥ Prisen for den ydelse, der
markedsføres.
¥ Tidsrummet for tilbudet.
¥ Den erhvervsdrivendes.
identitet.
¥ Hvor man kan få yderligere
information.
¥ Navn, adresse og vilkår for
den salgsfremmende .
foranstaltning, hvis
forbrugeren ønsker det.
¥ Hvor klager kan sendes til.
Det foreslås også, at en klage altid skal besvares skriftligt inden seks uger og at forbrugeren skal kunne kontakte virksomheden uden omkostninger.
Gennemførelsen af reglerne afhænger af, hvor højt Danmark (som sidder på formandsposten i EU) vil prioritere sagen.
Kilde: juridisk konsulent Jan Trzaskowsky, advokatfirmaet vonhaller