Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. december 2001.
Billedtekst: Catia PEO var en af de markante nyskabelser i
årets 3D cad. Systemet anvender kunstig intelligens
til at optimere et design med hensyn til for
eksempel vægt og styrke og kan på kort tid
afprøve flere tusinde alternativer.
Mere intelligente cad-
systemer og automatisering af konstruktionsrutiner er blandt de
varmeste trends i
cad-verdenen.
Cad/cam-verdenen har ikke været ramt så hårdt af dette års krise i IT-branchen som andre dele af branchen. Det skyldes blandt andet, at cad/cam-værktøjerne betyder direkte forbedringer i produktiviteten og det efterspørger kunderne stadig.
Fra at være enkeltstående systemer er cad-systemerne til mekanisk konstruktion godt på vej til at blive integreret med virksomhedernes øvrige systemer. Det betyder, at de tegninger og modeller, der skabes i konstruktionsafdelingen, i stigende grad anvendes til en række andre formål i virksomhederne.
Samtidig bliver automatisering af konstruktion med de såkaldte produktkonfiguratorer stadig mere udbredt.
Automatiseringen betyder, at cad-brugerne ved simple rutiner kan skabe færdige tegninger og 3D-modeller ud fra på forhånd fastlagte regelsæt.
En anden trend i år har været en øget udbredelse af systemer til dokumenthåndtering i forbindelse med cad. Den stigende mængde af data produceret med cad gør det nødvendigt at styre produktionen af tegninger og 3D-modeller for at undgå data-anarki.
De systemer, der anvendes til styring af cad-data i danske virksomheder, er typisk ret simple set i forhold til de store systemer til håndtering af produktdata (PDM-systemer).
PDM bliver til gengæld i stadigt stigende grad taget i brug af de store internationale koncerner.
Spreder sig
I år har 3D-systemerne, som tilfældet har været de senere år, vundet større udbredelse på bekostning af 2D-systemer, og især de Windows-baserede 3D-systemer i det mellemste prisleje har spredt sig som en steppebrand. Derimod er Unix-baseret cad kraftigt på retur. Det skyldes både prisen på hard- og software og den manglende direkte integration med anden Windows-software som regneark og tekstbehandling.
Samtidig er de Windows-baserede 3D-systemer, siden de første systemer dukkede op midt i 90'erne, blevet så ydedygtige, og pc-teknologien er blevet så kraftig, at det er svært at se forskel på nutidens Windows-cad og fortidens Unix-cad.
Med hensyn til brugervenlighed overgår de nyere Windows cad-systemer klart de bedagede Unix-systemer. Udviklingen af mere intuitive brugergrænseflader har primært fundet sted i Windows-verdenen.
Storfusion
Den største enkeltbegivenhed i år i cad/cam-branchen var cad/cam-firmaet UGS' køb af konkurrenten SDRC. Begge er leverandører af klassiske 3D cad-systemer - henholdsvis Unigraphics og Ideas Master Series.
Kort efter opkøbet blev de to firmaer fusioneret i en ny division for produktudvikling under IT-giganten EDS, der samtidig offentliggjorde en plan for, hvordan de to firmaers systemer vil blive fusioneret i løbet af et par år.
Billedtekst: Autodesks 3D cad-
system Inventor nærmede sig i år hurtigt konkurrenterne i mellemklassen med version 5 af systemet. Men konkurrenter som Solid Works og Solid Edge blev også kraftigt opdateret i løbet af året.