Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. december 2001.
Billedtekst: Bo H. Pedersen, Poul Johansen Maskiner: - Vores 3D-system kan det, som vi har brug for, men vi blev meget overraskede over, hvor svagt det oprindeligt var på 2D-siden. Foto: Torben Klint
3D-cad og automatisk generering af styklister har gjort livet en hel del lettere for en af Danmarks største maskinbyggere, Poul Johansen Maskiner.
- Vi manglede den tredje dimension. Der var simpelthen mange ting i vores store komplekse maskiner vi ikke længere kunne overskue. Det gjaldt for eksempel, om komponenter i maskinerne kolliderede med hinanden.
Det siger IT-chef og projektleder Bo H. Pedersen, Poul Johansen Maskiner (PJ) i Fårevejle:
- Samtidig havde vi intentioner om hurtigere at kunne lave bedre og mere fejlfri konstruktioner med 3D-cad, tilføjer han.
Virksomheden bygger avancerede montageautomater og tæller blandt sine kunder store danske virksomheder som Danfoss og Lego.
PJ modtager i stigende grad 3D cad-modeller fra sine kunder, og det var svært at overføre disse modeller til 2D-systemet.
Fokus på brugervenlighed
Efter en evaluering af forskellige systemer faldt valget på 3D-systemet SolidWorks primært ud fra en vurdering af, at det, virksomheden havde mest brug for, var et system, der var forholdsvis let at gå til for brugerne, mens kompleksiteten i systemet ikke var så vigtig.
Overgangen fra 2D cad-systemet HP ME 10 til 3D-systemet SolidWorks forløb dog ikke helt uden problemer. Et irritationsmoment var ifølge Bo H. Pedersen, at det var langsommeligt og forholdsvis besværligt at genenere store samlingstegninger til maskinerne i 2D fra 3D-systemet.
- Det, der tidligere blev klaret med det uden ventetid, kunne nu tage op til et kvarter og det var selvfølgelig svært for konstruktørerne at leve med, forklarer han.
Problemet er nu næsten løst dels med kraftigere pc'er med mere hukommelse, dels fordi 2D delen i SolidWorks løbende er blevet forbedret.
Mere ustabilt
Et andet irritationsmoment var, at mens det gamle Unix-baserede system var helt stabilt og praktisk taget aldrig gik ned, så var det Windows-baserede system mere ustabilt og fik ret ofte styresystemet til at gå i sort.
Hos cad-leverandøren Solid Design House fik PJ udviklet et system til styring af cad-tegninger. Det er et system kaldet ToolWorks, som på lavt niveau holder styr på revisioner af tegninger. Samtidig udgør dette system grænsefladen til 2D-dokumentationen.
- Vores udgave af ToolWorks er skræddersyet til os både med hensyn til brugergrænsefladen og fordi vi benytter et unikt nummersystem i vores maskiner, forklarer Bo H. Pedersen.
Oven på ToolWorks har virksomheden fået et system, der automatisk genererer styklister. Systemet undersøger 3D-modellen og piller stumperne fra hinanden og samler dem i styklisten.
Forudsætningen er, at de nødvendige informationer om de enkelte dele af modellen som for eksempel tegningsnummer, materiale, overflade og leverandør er til stede.
Nyt cam-system
Systemet er også integreret til virksomhedens cam-system, der nu suppleres med et andet system. Hidtil har PJ anvendt det danske system Peps, men tager nu også det amerikanske Mastercam i brug. Systemet er tæt integreret til SolidWorks, samtidig med at det er forholdsvis billigt og kan styre fem-aksede bearbejdningscentre.
I forbindelse med indførelsen har virksomheden indført et nyt netværk i produktionen til transmission af 3D-modellerne fra cad-systemet til cam-delen.
Næste skridt bliver at integrere til virksomhedssystemet Concorde, så styklister kan anvendes til blandt andet lagerstyring.