Canon Expo 2010, Paris: Det er sjovt at tage billeder, men ofte besværligt at dele dem med venner og familie, når hukommelseskort skal tømmes og ind over computeren.
Hvorfor ikke bare smide kameraet på et multimedie-bord og trådløst dele løs af de fremragende fotos derfra?
Og vil det ikke være smart, hvis kameraet samtidig kan lades op trådløst?
Det er tankerne bag Cross Media Station, som er en prototype fra Canon og et bud på, hvordan vi i fremtiden kommer til at jonglere med billeder.
Cross Media Station er netop blevet vist frem på udstillingen Canon Expo 2010 i Paris, hvor vi fik lov at kigge nærmere på produktet.
Det genkender selv kameraer, der placeres på bordet, og du får mulighed for at sende billeder videre til venner og familie. Cross Media Station var koblet til en fladskærm, der gjorde det nemt at overskue dine fotos.
Med en medfølgende fjernbetjening gjaldt det blot at om at udvælge billeder og bestemme, hvad der skulle ske med dem.
Ud over at dele med venner er det ifølge Canon muligt at sende billederne til din computer, mobiltelefon eller printer. Det blev dog ikke demonstreret på Expo 2010.
Trådløs overførsel af billeder er i øvrigt ikke helt ny, da enkelte kameraer, og blandt andet hukommelseskort fra Eye-Fi, har været i stand til det et godt stykke tid.
Ideen med trådløs opladning er heller ikke ny. Dell har tidligere fremvist en løsning til bærbare computere, der ligeledes fungerer ved, at pc'en placeres på et særligt bord.
Men kombinationen er trådløs opladning, hurtig fil-deling og nem betjeningen er ikke set før.
Da Cross Media Station er en prototype, er det ikke klart, om og hvornår produktet kommer ud i butikkerne.