Det bliver ikke i år, men det kommer: Facebook vil nå en milliard brugere.
Det siger stifteren af Facebook, Mark Zuckerberg, ifølge The Guardian. Facebook angiver selv at have flere end 400 millioner aktive brugere.
Rusland, Japan, Korea og Kina mangler stadig at gøre Facebook til deres sociale online-medie nummer et, men når det sker - og det gør det ifølge Zuckerberg - så er Facebooks globale dominans komplet.
"Vi er nede på kun fire lande, hvor vi ikke er det førende sociale netværk," sagde han på Cannes Lions International Advertising Festival.
"Hvis det lykkes os at innovere og forblive relevante, er der en god chance for at få en milliard mennesker med. Det bliver interessant at se, hvordan det vil spænde af."
Fordobles på seks måneder
Ifølge Mark Zuckerberg er der endnu kun en million Facebook-brugere i Rusland, men antallet fordobles hver sjette måned. Det samme sker i Japan og Korea.
Han mener, at Facebook kan forudse, hvornår væksten i brugerantallet eksploderer ved at se på, hvem der 'friender' hvem.
Om udsigterne, til at Facebook på et tidspunkt vil sælge aktier i virksomheden, siger Zuckerberg, at det nok vil ske på et tidspunkt, men erkender, at det formentlig vil være meget forskelligt i forhold til at drive Facebook som privatejet virksomhed.
Han har selv mulighed for at køre efter en langsigtet strategi, mens mulige investorer vil se anderledes på det.
"Det er en udfordring," siger han.
Privatliv og strømning
Om de privacy-problemer, der har været et kontroversielt emne for Facebook helt fra starten, mener Zuckerberg, at der altid vil opstå 'naturlige spændinger' i forhold til, hvordan brugerne opfatter private oplysninger i den digitale tidsalder.
"For seks år siden ønskede de færreste mennesker have noget som helst information om dem selv på nettet. Med tiden er de kommet til at synes, at det fedt at komme i kontakt med hinanden og dele ting. Der er en naturlig spænding mellem at se værdien i at dele flere ting, samtidig med at ønske bedre kontrol med, hvad man deler," siger han.
På et tidspunkt havde Facebook flere end 100 muligheder for at sætte sine privatlivsfiltre op i profilen, forklarer han.
"Men det har været nødvendigt at simplificere de muligheder i takt med, at Facebook er vokset og har skullet rette ind efter mere end en halv milliard brugere."