Hvis du vil oprette en lækker hjemmeside med samtlige billeder fra familiens 13 sommerferier til Tenerife, er Google Sites nok ikke det rigtige sted at klikke hen.
Men mangler du en enkel og nem side, kan Google Sites være løsningen. Googles mulighed er oplagt som en fælles webside, hvor du kan dele indhold og oplysninger med andre.
Som oplagte ideer kunne det for eksempel være til dit fodboldhold, din studie- eller arbejdsgruppe, din (kones) mødregruppe, din frimærkeklub og så videre.
Google Sites er oplagt som en slags forum, så hvis familien er spredt ud over hele landet – og du er træt af at sende sms’er til alle mulige, hver gang der skal købes og koordineres julegaver – så kan Google Sites bruges.
Du opretter en side og kan derefter invitere andre indenfor – det kræver dog, at de har (eller får) en Google Account, hvilket alle med en Gmail har.
På siden kan I skrive indlæg, som andre kan kommentere, uploade billeder, video og præsentationer.
Hurtigt i gang
Hverken designet eller de tekniske muligheder er banebrydende, men det er til gengæld nemt at finde ud af, hvilket er vigtigt, hvis tante Maren fra familien eller ’Bodega-Bo’ fra fodboldholdet skal være med.
For eksempel er det lynhurtigt at komme i gang. Du vælger bare et navn til siden, kommer med en beskrivelse (valgfrit), vælger om siden skal være åben for alle eller kun udvalgte og vælger til sidst, hvilket layout siden skal have – så er siden oprettet.
Når der er blevet oprettet et indlæg eller kommenteret på noget, så modtager alle medlemmer en mail om det.
Så man slipper for at skulle klikke derind fem gange dagligt for ikke at gå glip af noget.
Google Sites kan være smart til fodboldholdet, der i ny og næ skal aflyse kampe og rykke træningstider eller frimærkeklubben, der skal arrangere næste møde.