I dagligdagen, hvor vi udveksler filer med vennerne og kollegaer, er diverse online-løsninger en smart og hurtig måde at dele en fil på.
For eksempel kan du med Drop.io hurtigt uploade en fil, og så kan kammeraten downloade den fra tjenesten.
Drop.io er kendt for at være nem at bruge, blandt andet fordi man ikke behøver at registrere sig.
Men tjenestens maksimum er 100 megabyte, så skal du sende større filer, må du kigge andre steder.
Og Filemail er et af de steder, du med fordel kan klikke hen. Denne gratis webtjeneste giver mulighed for at dele helt op til to gigabyte store filer online med vennerne.
Ligesom med Drop.io behøver man ikke at registrere sig, man indtaster bare modtagerens og sin egen emailadresse samt en eventuel besked/hilsen, også uploader man filen - det er ikke muligt at uploade mapper.
Tilgængelig i syv dage
Upload-processen kan tage sin tid, hvis filen er stor. Vi prøvede med en fil på en gigabyte, og det tog lidt over to timer, før filen var uploadet.
Som et plaster på såret kan man undervejs se, hvor lang tid der er tilbage. Vi prøvede også 10 filer på tilsammen 48 megabyte, og det tog kun fem minutter.
Når filen (endelig) er blevet uploadet, får modtageren en mail med en webadresse, han eller hun skal klikke ind på, og derfra kan filen downloades.
Vi downloadede den en gigabyte store fil, vi netop havde uploadet, fra Filemail, og det tog også lidt over et par timer.
Har du uploadet flere filer, kan modtageren hente dem alle på en gang som en zip-fil, hvilket jo gør det lidt nemmere.
Filerne ligger online i syv dage, så bliver de slettet, og er to gigabyte ikke nok, kan du betale dig fra en mere avanceret løsning, hvor du kan uploade fem gigabyte store filer.
Prøv Filemail her.
Opdateret
Folkene bag Filemail oplyser, at nye servere, som er på plads i næste uge, vil forbedre hastighederne betragteligt.