Savner du mere plads, når du roder rundt i dine mapper med digitale billeder på computeren, så har du mulighed for at fjerne alle filnavnene i en mappe i Stifinder.
Det giver lidt ekstra plads og dermed mulighed for, at skærmbilledet kan rumme flere fotos. For at fjerne filnavnene skal du holde Shift-tasten nede, når du åbner mappen.
Vil du have filnavnene tilbage, skal du lukke mappen og så åbne den igen, mens du (igen) holder Shift nede.
Det virker dog kun, hvis du har valgt 'Store ikoner' eller 'Billedserie' som visning i Stifinder, men til gengæld virker det også på andre filtyper end billeder.
Men det er måske begrænset, hvad nytte man vil få af at fjerne filnavnene i en mappe med for eksempel Word-dokumenter, da de jo så vil blive umulige at skelne fra hinanden.
Husk at Shift-tasten også kan være god at trykke på i andre situationer – for eksempel hvis du vil sige ’Nej til alle’, når du kopierer filer, og når du vil slette filer helt uden at smide dem i papirkurven.