Du kender det sikkert. Du har plaffet løs med digitalkameraet, og alle dine mange gode fotos ligger nu og samler støv på computerens harddisk. Det er både synd og skam.
Heldigvis kan du let dele fotos online, og et slideshow er en af de helt oplagte muligheder, hvis du har mange billeder.
På nettet findes i dag mange forskellige websider, der tilbyder at brygge et show sammen for dig – uden du skal betale en krone – og en af de bedste tjenester er RockYou.com.
Slideshow på fem minutter
Du uploader ganske enkelt dine udvalgte fotos til RockYou.com. Herefter kan du arrangere rækkefølgen på dine billeder, vælge smarte overgange, baggrundsfarve og tilføje musik. Det er ikke vanskeligere end at sende en mail.
Når hele dit show er færdigt, gemmer du det, og det er nu parat til at blive vist online. Du kan få forskellige HTML-koder, der er lige til at klippeklistre ind på Facebook, MySpace eller din private webside, hvis det er der, hvor slideshowet skal vises. Der er en udførlig vejledning, til hvordan du gør, på RockYou.com.
Hvis du ikke har en webside, kan du i stedet vælge at sende dine venner og familie et link til RockYou.com, hvor dit slideshow også gemmer sig. Linket får du, når du er færdig med at skabe dit slideshow.
Her er et lille slideshow, som det tog os cirka fem minutter at oprette. Hvis musikken er irriterende, kan den slås fra ved at klikke i venstre hjørne på højttaler-ikonet.