Det er efterhånden lang tid siden, vi første gang skrev, at Adobe arbejdede på en online version af Photoshop.
Betaversionen skulle egentlig have været klar før jul, men den er først dukket op nu.
Den kører udelukkende i browseren, og der skal derfor ikke downloades programmer, før du kan gå i gang med billedbehandlingen.
Det er dog ikke den mest avancerede form for billedbehandling, som Photoshop Express tilbyder, til gengæld er online programmet gratis.
Du kan blandt andet justere kontrast, fjerne røde øjne, rette hvidbalance, ændre farvemætning og beskære fotos.
I dag får hver bruger to gigabyte lagerplads at boltre sig på, så der kan uploades en god portion fotos.
Når dine billeder er redigeret med Photoshop Express, kan du gemme dem på din harddisk, maile dem videre, lave webalbum samt slideshows, og dermed har du flere forskellige måder at dele dine fotos med venner og familie.
Programmet er designet, så brugere, der ikke før har beskæftiget sig med billedbehandling, holdes i hånden. Derfor tilbyder Photoshop Express flere hjælpefunktioner, eksempelvis hvis der skal ændres kontrast. I stedet for at brugeren selv skal sjusse sig frem til et passende resultat, viser programmet syv thumbnails med forskellige grad af kontrast. Brugeren klikker så blot på den thumbnail, som ser pænest ud.
Med tiden vil Photoshop Express få flere avancerede funktioner, men de vil kræve, at du hiver dankortet frem.
Du kan prøve Photoshop Express gratis her.
Webtjenesten er i første omgang især målrettet de amerikanske brugere, og derfor kan Photoshop Express køre lidt langsomt, hvis man logger ind på billedbehandlingsprogrammet fra et andet land end USA.
Adobe er i øvrigt langtfra først med gratis online billedbehandlingen. Vi har tidligere skrevet om flere forskellige, senest FotoFlexer.