Synes du ikke lige, det er sagen, hvis kæresten roder dine Word-dokumenter igennem på hjemme'pc'en?
Så giv dine Word-filer en adgangskode, så din hemmelige kærlighedsnovelle eller din sang til kærestens runde fødselsdag ikke bliver afsløret.
Sådan gør du:
Åben det pågældende Word-dokument. Klik på 'Funktioner', derefter 'Indstillinger' og vælg fanen 'Sikkerhed'. Der skriver du et kodeord i boksen: 'Adgangskode til åbning' og klikker på 'ok'.
Derefter skal du indtaste adgangskoden igen - som bekræftelse - og klikke 'ok' igen. Så har dokumentet fået en adgangskode, der skal bruges hver gang, du forsøger at åbne det.
Hvis andre gerne må åbne dokumentet, men ikke kunne redigere i det, skal du i stedet vælge boksen: 'Adgangskode til redigering'. Ellers er fremgangsmåden den samme som beskrevet før.
Nu er der selvfølgelig ikke garanti for, at kæresten ikke falder over Word-dokumentet og undrer sig over, hvorfor det ikke kan åbnes.
Men så kan du i stedet vælge at skjule dokumentet helt på harddisken. Se hvordan du gør i artiklen 'Sådan skjuler du en mappe eller fil i Stifinder'.