Man skal efterhånden være heldig, hvis man skal løbe ind i en webtjeneste eller service, der IKKE kræver, at man registrerer sig. Så oftest er det frem med mail-adressen og så bare håbe på ikke at få uønskede mails.
I september skrev vi om muligheden for at sende selv-destruerende mails, men du kan også sende mails fra en midlertidig adresse.
Klik ind på www.guerrillamail.com og få en midlertidig mail-adresse, som du kan bruge til at modtage post. Siden finder på en mailadresse til dig – for eksempel licracli@guerrillamail.info - som du så kan bruge i 15 minutter med mulighed for at forlænge tidsfristen.
www.10minutemail.com
fungerer på samme måde som Guerrillamail, men man har – godt gættet – kun den midlertidige mailadresse i 10 minutter. Men også her kan man forlænge tidsfristen, så det gør ingen forskel. Siden kan ses på dansk, og det er ganske nemt at få en midlertidig adresse og læse de mails, man modtager.
http://spambob.com har lidt flere muligheder end de to foregående tjenester.
Du kan også her få en tilfældig mailadresse, som du kan bruge til registreringer og lignende, og hvis bare du gemmer mail-adressen kan du gå væk fra siden og komme tilbage senere og tjekke den. Mails til adressen bliver gemt i cirka syv dage.
Du kan også opfinde en adresse for eksempel erik45@spambob.net og bruge den som mellemstation til din rigtige mail. Hvis du altså har brug for det. Du godkender, at al post til ovenstående mail bliver videresendt til din rigtige mail og kan selvfølgelig deaktivere funktionen igen.
Tredje mulighed er en mail, hvor al post, som sendes til den, bliver slettet. Det kan være nyttigt, hvis du ikke behøver at bekræfte en tilmelding til en tjeneste.