En gang i mellem kunne det måske være rart at sende en mail, der destruerer sig selv efter et stykke tid. Det smarte er, at modtageren for eksempel kun har 60 sekunder til at læse beskeden, inden den automatisk sletter sig selv.
Det lyder som noget fra en James Bond-film, men er faktisk meget enkelt at gå til. Nogle af de tjenester, der er på internettet, giver endda mulighed for, at man selv vælger, hvor længe eller hvor mange gange modtageren skal kunne læse beskeden, eller om den skal sendes anonymt.
Der er mange muligheder for at sende en mail på denne måde, og her er fem gode og gratis bud, som er værd at prøve af:
Vil du nemt og hurtigt sende en selv-destruerende mail så prøv www.sdmessage.com hvor du skriver mailen i en boks og sender den. Modtageren har 60 sekunder til at læse beskeden før: "The message you are trying to view has self destructeded, it is no longer available" kommer frem på skærmen.
På www.WillSelfDestruct.com skriver du også direkte i en boks på siden, men du kan selv bestemme, hvor længe eller hvor mange gange modtageren kan se din mail, som samtidig kan blive sendt anonymt.
Med www.destructingmessage.com kan du vælge at sende en mail og bestemme, hvor længe modtageren har mulighed for at se den eller få lavet et link til den besked, du har skrevet.
På www.Self-Destructing-Email.com kan du tilmelde dig med din egen webmail og får efterfølgende mulighed for, i din webmail, at tilføje .self-destructing-email.com til den mailadresse du sender til. Det gør mailen selvdestruerende. Tjenesten tilbyder også plug-in til mail-klienter som Outlook og Thunderbird.
På www.StealthMessage.com kan du kryptere din mail og bede modtageren om at indtaste en kode, før vedkommende kan læse den. Du vælger selv, om mailen skal destruere sig selv, og så kan du også undersøge, hvad der er sket med den mail, du har sendt. For eksempel om modtageren har afkodet meddelelsen.