En hacker er ifølge B.T.
brudt ind i Michael Rasmussens e-mailkonto, og det er formentlig sket ved at gætte cykelrytterens personlige kodeord.
Efterfølgende har hackeren forsøgt at sælge personlige oplysninger om Michael Rasmussen til avisen. Det drejer sig om information om, hvor han var op til Tour de France.
Et stridsspørgsmål som fik Michael Rasmussens hold, Rabobank, til at fyre og smide ham ud af verdens største cykelløb.
Selv en e-mail hvor fyresedlen gemmer sig, har hackeren forsøgt at afsætte.
Vi sjusker med kodeordene
Hvis Michael Rasmussen virkelig har sjusket med sit kodeord, så er han langt fra den eneste. For vi er ikke særlig opfindsomme, når det gælder kodeord. Her på PC World har vi tidligere skrevet om nogle af verdens dårligste, der blandt andet tæller: 123456, Password og Qwerty.
Problemet er, at vi i dag skal jonglere rundt med utrolig mange kodeord til webbanken, computeren, den private mailkonto, arbejdsmailen og til forskellige websider. Derfor vælger vi nogle gange den nemme løsning og finder på et kodeord, som er nemt at huske.
Det kan være ens fødselsdato, bryllupsdag, favoritfodboldholdet, navnet på ens barn eller kæledyr. Derfor skal der ikke meget til, før nogen er i stand til at gætte dit kodeord, hvis de bare ved en lille smule om dig. Det bliver ikke bedre af, at mange bruger det samme kodeord til både webbank, mail og til at logge ind på forskellige websider.
Det bedste råd - for at gøre det svært for nogen at gætte dine kodeord - er at vælge nogle, hvor store og små bogstaver er blandet med tal. Jo længere ordet er desto bedre. Det gør det naturligvis ikke let at huske, til gengæld er risikoen for at nogen tilfældigvis gætter dit kodeord forsvindende lille.
En smart måde at lave et kodeord, som giver mening, selv om det består af tal og bogstaver, er at ændre bogstavet o til 0 (nul) og i til 1 (et). Eksempelvis: SeM1neSk0 (se mine sko)
Hvis du er i tvivl om, hvor godt dit kodeord er, kan du gratis bruge Microsofts Password Checker. Prøv det her.