Alene i Nordamerika er over 600.000 eksemplarer af Nintendo Wii blevet revet væk fra butikshylderne i løbet af de første otte dage efter lanceringen den 19. november.
Men mens konsollen har succes med sine salgstal, så er det ikke alle, som er lige tilfredse med Nintendo Wii.
Konsollen er yderst interaktiv, og controlleren skal bevæges ganske voldsomt i spillene.
Det giver god motion i forhold til traditionelle og mere stillesiddende computerspil, desværre er der en del, som overvurderer egne evner, og der er allerede rapporter om flere tilfælde af "sportsskader" som følge af for aktivt og engageret spil med konsollen.
Her er et videoklip af nogle amerikanske teenagere, der er kommet til skade efter et lidt for heftigt tennisspil. Det koster et par dybe flænger og muligvis et par brækkede fingre. Det er dog lidt cool, synes de selv, og kalder det "Wii scars".
Ifølge Dailytech er flere fjernsyn også kommet slemt til skade, fordi ivrige spillere har mistet herredømmet over deres controller, som derefter er tordnet ind i tv-skærmen.
Her er et videoklip af en gut, der, heldigt, slipper med et smadre controlleren ind i et bord i stedet for fjernsynet, mens han spiller et tennisspil.
Vi får Nintendo Wii at se herhjemme den 8. december. Måske skulle vi allerede nu begynde at motionere og spænde et sikkerhedsnet ud foran vores fjernsyn?