Store kvalitetsforskelle
Dette er en test af tv-tunere, taget lige ud af æsken og sat i en almindelig pc. Overvejer man at tilføje et tv-signal til sin desktop eller mediecenter-pc, er tv-tunere et af de varmeste emner for tiden.
Men det er også et emne, der præges af ophedet debat, hvilket især skyldes, at det er en højere videnskab at få det bedst mulige signal op på skærmen. Begynder man at grave i kunsten at skabe et godt tv-billede på et mediecenter, støder man på passionerede argumenter for chipsæt, codecer, drivere og meget mere.
Den hvepserede tager vi dog ikke hul på i denne omgang.
Som det nævnes i boksen “Sådan testede vi”, er der mange måder at implementere en tv-tuner-løsning på, og denne test kigger på samtlige muligheder – både USB og PCI, analog og digital samt med og uden mediecenter-software.
Ud over udnævnelsen af en testvinder afslørede testen også et par andre vigtige resultater. For det første er analogt tv fuldstændig uinteressant, når man først har prøvet digitalt tv. Kvalitetsforskellen er simpelthen så stor, at man ikke længere vil kunne acceptere analogt tv.
For det andet skal der hardware til. Det kræver muskler at afkode et digitalt tv-signal, så hvis man bygger sig en pc med tv-tuner, bør man absolut vælge et produkt med en chip til netop dekoderformålet.
På farten eller til den stationære?
Endelig skal man også være klar over, at de løsninger, der blev leveret med egen software, ikke imponerede på brugergrænsefladen. Programmerne var ganske vist brugbare, men særlig kønne eller behagelige var de ikke. Skal tv-tuneren bruges dagligt, bør man overveje et stykke mediecenter-software, men ikke nødvendigvis Windows Media Center, som er brugervenligt, men absolut ikke det skarpeste lys i åbenbaringen.
Alternativer som BeyondTV og SageTV er også værd at overveje.
Vigtigst af alt er det dog at afgøre, under hvilke forhold man ønsker at se tv på pc'en. Vil man være på farten med sin notebook, er det en lille USB-model, der skal til. Her er MEGA SKY 580 alletiders til DVB-T, men man skal vælge Vox TV Box, hvis man vil se analogt tv.
Er det derimod ved den stationære pc, man vil se fjernsyn, er TV@nywhere Plus et oplagt produkt til analogt tv, men skal det være rigtig godt, skal man også have et DVB-T signal ind gennem et kort som testvinderen WinTV-HVR 1300 fra Hauppauge, der både findes i en almindelig pc-udgave og en version til Media Center.
Sådan testede vi
Når man kaster sig ud i at anskaffe tv-tuner, er der et hav af fundamentalt forskellige måder at opstille sin løsning på. Der skal træffes flere valg: Mobil USB-løsning eller internt PCI-kort. Analog tv-modtagelse eller det nye DVB-T net, som blev lanceret 1. april i år. Og endelig valget mellem produktets medfølgende software, der sjældent er særligt imponerende, eller mediecenter-software såsom Windows XP Media Center Edition 2005.
En test af tv-tunere vil derfor enten blive meget snæver eller meget bred, og i dette tilfælde har vi valgt det sidste. Vi tester høj som lav og tynd som tyk. Det vil sige analog- og digital-tv, USB- og PCI-løsninger, Windows- og Media Center-baserede produkter. Der er lidt af hvert på disse sider, og før man vælger et kort til sin pc, må man gøre op med sig selv, hvad man skal bruge det til.
Testen foregik på en pc med 1,25 gigahertz processor, 512 megabyte hukommelse, et NVIDIA GeForce2 MX200 32 megabyte AGP grafikkort samt en frisk og fuldt opdateret installation af Windows XP Professional Media Center Edition. Testsignalerne blev modtaget via en Triax UHF-antenne pegende mod Jyderup-senderen, hvor vi fangede DVB-T-signaler på kanal 65 og analogt TV2 på kanal 48. Dertil kom en FM-antenne til at teste radiotuneren i de kort, der måtte have sådan en.
Analog tv-modtagelse
Her måles billedkvaliteten i det modtagne analoge TV2-signal. Især viste det sig at være en faktor, hvorvidt man kunne justere tunernes lysstyrke, kontrast og farvemæthed.
DVB-T tv-modtagelse
Det digitale tv-signals billedkvalitet burde umiddelbart være flot på enhver DVB-T-modtager, men der er stor forskel på, hvor meget pc'ens processor belastes.
FM-modtagelse
Denne test handler om tv og ikke om radio, men alligevel blev de indbyggede FM-tunere testet. Resultatet viste sig dog at være ret ensartet. Alle FM-tunere modtog fint radio.
Installation
Tv-tunere har engang været drilske at installere, så derfor blev det naturligvis vurderet, hvor svært det var at få produkterne til at spille. Heldigvis gik det ret nemt for samtlige testdeltagere.
Brugervenlighed software
I de tilfælde, hvor produktet blev leveret med egen software, blev denne målt og vejet for brugervenlighed. Hvor testen handler om produkter, der forlader sig på Windows XP Media Center Edition 2005, vurderedes dennes brugergrænseflade.
MSI Mega Sky 580
Samlet vurdering: 43/100
Her er en lækker DVB-T-tuner med en sød lille bordantenne. Hvis man har en processor på eksempelvis 2 GHz, burde man kunne få meget glæde af produktet. Følger man MSI’s systemkrav, formår Mega Sky 580 dog ikke at levere en tilfredsstillende oplevelse.
Installeringen går let, når man blot trodser manualen og afbryder Windows XP’s automatiske hardware-guide. I stedet indsættes driver-cd’en, og efter endt installering er alt fjong.
Ifølge manualen er første skridt at vælge den rette digitaltuner på en liste, hvor der kun er én tuner, med mindre man har flere MSI-tunere installeret. Derefter vælges det land, man bor i, så tuneren kan finde kanalerne.
Desværre er Danmark ikke med på listen, men ved at vælge “Other Bandwidth(8M)” fandt den hurtigt Jyderup-senderen på 826 MHz.
Mega Sky 580 kan ikke klare analog tv- og radio-modtagelse. Dette er et 100 procent digitalt produkt, men da der skulle modtages DVB-T-signaler, faldt produktet desværre til jorden. Billedet var forholdsvis rimeligt, men lyden hakkede og forsvandt så ofte, at den var ubrugelig.
I den forbindelse var det selvfølgelig interessant at se, om det var MPEG-2-softwaren, der oversteg processorens formåen, og her lå hunden begravet. CPU-belastningen ramte næsten konstant loftet på 100 procent, så en hurtigere pc ville have gjort en positiv forskel.
Desværre angiver MSI selv systemkravene til en Pentium III på 800 MHz, men det har altså ingen bund i virkeligheden.
Som et sidste forsøg blev driveren opdateret via Microsoft Update til den nyeste udgave fra 5. december 2005, men det gjorde ingen forskel.
MSI Vox TV Box
Samlet vurdering: 26/100
Det samlede indtryk af Vox TV Box er rent ud sagt ikke imponerende, men det skyldes i højere grad den medfølgende software end hardware-delen.
I modsætning til, hvad manualen siger, skal man ikke bare sætte cd'en i drevet og lade installationsprogrammet køre selv. Derimod skal man benytte Windows’ automatiske hardware-guide, men så ryger driverne også nemt ind på harddisken.
Hardwaren består af en lille boks, der kobles til pc’en via USB-porten, og samme boks fungerer også som modtager for den medfølgende fjernbetjening. En antenne får man ikke, så der må man selv finde en løsning, men hardwaren er i orden, hvilket desværre er mere, end man kan sige om softwaren.
MSIPVS er på overfladen et nydeligt program, og teknikken så også ud til at være i orden. Men da programmet skulle scanne efter tv-kanaler, blev der registreret adskillige ikke-eksisterende kanaler fyldt med sne. TV2 blev fundet, men registreret på kanal 40, selv om signalet fra Jyderup-senderen sendes på kanal 48. Det gav ikke meget mening, men signalet kom da igennem.
Om signalet skal siges, at til trods for at dekodningen foregår i software, kom både billede og lyd igennem med kun en lille smule hakken. Producenten opgiver ingen egentlige systemkrav til Vox TV Box, men ligesom med Mega Sky 580 er det åbenbart nødvendigt med mere end 1,2 GHz for at få et perfekt signal – omend billedet på Vox TV Box er meget mørkt og utydeligt. Det ville have været rart at kunne justere lysstyrken.
Hauppauge WinTV-PVR 150 Media Center Kit
Samlet vurdering: 45/100
Her er en analog tv-tuner, der kan gøre det helt fornøjeligt at se almindeligt antenne-tv på pc-skærmen. Produktet er skabt til brug i Windows XP Media Center Edition 2005, og derfor følger der ingen software med. Kun drivere.
Vurderingen af brugervenligheden er altså en vurdering af Media Centers tv-brugergrænseflade, som er okay.
Installeringen af produktet foregår nemt og smertefrit, selv om man må forbløffes over, at brugervejledningen fra et firma som Hauppauge kun består af en halvdårlig A4 fotokopi. Men der står præcis, hvad man skal vide, og det er jo det vigtigste.
Med WinTV-PVR 150 Media Center Kit bliver det åbenlyst, hvorfor der er forskel på signaldekodere. Hauppauges skærmbillede er simpelthen klarere og med bedre farver end de dårligere tunere i testen.
Dette skyldes ikke mindst, at det er muligt at justere lysstyrken, kontrasten og farvemætheden på tv-signalet.
Siden produktet henvender sig direkte til implementering i en Media Center-pc, får man også en ganske luksuriøs fjernbetjening med.
Fjernbetjeningen er ikke gjort til et vurderingsparameter i denne test, men i dette tilfælde skal den altså nævnes, for der er tale om et lækkert stykke isenkram, der kan styre hele Media Centeret.
Vil man ikke benytte Windows XP Media Center Edition til sit Media Center, er tuneren også kompatibel med både SageTV og BeyondTV, der begge er lækre alternativer til Windows Media Center. Er formålet derimod kun at se tv på pc’en i mere traditionel forstand, skal man vælge WinTV-PVT 150 (uden “Media Center Kit”) i stedet for.
TV@nywhere Plus
Samlet vurdering: 40/100
Hvis man udelukkende ønsker at modtage analogt tv og FM-radio, er det et produkt som TV@nywhere Plus, man skal have fat i. Men måske ikke nødvendigvis præcis dette produkt, for det lader en del tilbage at ønske.
PCI-kortet og softwaren installeres nemt, og før man ved af det, har programmet fundet de forhåndenværende kanaler. De præsenteres dog ikke særlig overskueligt i den overpoppede lille brugergrænseflade, hvor man kan skifte mellem samtlige kanaler eller kun dem med et tv-signal alt efter, hvordan man klikker på de små knapper.
Selv om den bagvedliggende teknik i TV@nywhere Plus virker solid og gennemtænkt, er det et gennemgående træk for brugergrænsefladen, at den ikke er særligt intuitiv.
Dette er selvfølgelig noget, man lærer at leve med, og derfor vægtes netop dette forhold heller ikke nær så højt som modtagekvaliteten.
Men TV@nywhere Plus imponerer heller ikke, når det gælder modtagekvalitet. Selv om PCI-kortet har indbygget hardware-dekoder for både PAL, NTSC og SECAM, var det simpelthen ikke et særlig klart signal, der kom op på skærmen. Her tales naturligvis ikke om sne og skygger på skærmen, som kunne skyldes antennen, men derimod uklare kanter og et forholdsvis mørkt billede.
Sidstnævnte kunne selvfølgelig omgås ved at justere skærmens lysstyrke, men så steg skærmens andre elementer i form af vinduer og menuer tilsvarende i lysstyrke og gjorde helheden ubehagelig.
Endelig skal det nævnes, at det ikke lykkedes at få lyd på tv-signalet. Når den indbyggede harddiskoptager optog tv til en videofil, kom lyden fint med, men tv-kigning forblev en stum affære med TV@nywhere Plus. Problemet kan sikkert løses, men som forbruger bør man ikke skulle slås med den slags problemer.
Hauppauge WinTV-HVR 1300 Media Center Kit
Samlet vurdering: 85/100
Er det et godt allround-kort, man leder efter – et kort der kan modtage både analogt tv, FM og DVB-T – er WinTV-HVR 1300 et godt bud, og Media Center Kit-udgaven er det helt rette valg, hvis det er en mediecenter-pc, man er ved at bygge.
Omvendt kan man sige, at har man mulighed for at modtage DVB-T, vil det i de fleste tilfælde være uinteressant at modtage analogt tv. Kvalitetsforskellen er simpelthen for stor til, at analogt tv forbliver interessant.
Men selvfølgelig vil der i en vis periode fremover stadig være analoge tv-signaler, der ikke kan fanges via DVB-T.
Installeringen af produktet gik smertefrit, den sparsomme brugervejledning til trods, og langt hen ad vejen kan WinTV-HVR 1300 sammenlignes med WinTV-PVR 150, som også er testet på disse sider. Den lækre fjernbetjening følger også med, men den store forskel er naturligvis DVB-T-modtageren, som leverer et rigtig nydeligt resultat.
Udover drivere følger der ikke noget software med WinTV-HVR 1300 Media Center Kit. Meningen er, at man bruger Windows XP Media Center 2005 som front end, og der er ikke så mange andre muligheder.
I modsætning til WinTV-PVR 150 understøttes WinTV-HVR 1300 nemlig hverken af BeyondTV, SageTV, Meedio TV, Tvoon eller de fleste andre mediecenter-løsninger. En undtagelse er dog Sceneo TVcentral, som desværre ikke umiddelbart er forberedt på danske sendeforhold.
Dette er dog ikke Hauppauges skyld, og WinTV-HVR 1300 er et godt bud på en strålende allround-tuner til mediecenter-pc’en.