Indhold
Smid bogreolen ud og sælg malerierne, som hænger på væggen. Nu skal der ryddes op i stuen og gøres plads til verdens største plasma-tv på 103 tommer.
Det er Panasonic, som står bag det monsterstore fjernsyn, der til dato er det største plasma-tv i verden.
De to sydkoreanske tv-producenter, LG Electronics og Samsung, har tidligere været ude med fjernsyn på 102 tommer, og de må derfor se sig overgået af Panasonic med en enkelt lille tomme.
Panasonic vil ikke udelukke, at det monsterstore plasma-tv sættes i produktion, så det kan købes i forretningerne.
Men det vil måske virke lidt for overvældende at have det hængende på væggen i en almindelig stue.
Plasma-fjernsynet er klar til HD-tv med en opløsning på 1.920 gange 1.080 pixel, og kontrastforholdet er 3000:1.
Det nye fjernsyn fra Panasonic blev vist frem for publikum under det netop afsluttede Consumer Electronics Show i Las Vegas.
Her er verdens største plasma-tv på 103 tommer fra Panasonic. Det er cirka fire gange så stort som et tv på 50 tommer, som vises til højre. |