Indhold
E-bøgerne med teknologi fra firmaet E Ink er så småt ved komme frem, og nu er iRex Technologies ved at være klar med sit bud. Det særlige ved elektronisk papir fra E Ink er, at det viser dokumenter og andet tekst, som var det rigtigt papir.
Den nye e-bog hedder ER 0100 og går under det mere mundrette kodenavn Iliad. Den viser tekst i en opløsning på 1024 x 768 pixel og har en dpi på 160. Almindelige aviser ligger på 170-180 dpi.
Den trykfølsomme skærm er på 8,1'', mens indmaden består af en 400 MHz Xscale-processor, 64 megabyte ram og en flashhukommelse på 224 megabyte, som kan bruges til at opbevare dokumenterne.
Iliad kan håndtere ren tekst, XHTML og PDF, men iRex lover, at der i fremtiden vil komme flere tekstformater til.
Det er muligt at overføre tekser til Iliad via usb-stik eller hukommelseskort af typen Compact Flash og SD. E-bogen fra iRex har også integreret trådløs adgang til internettet, og den skal desuden tilsluttes computeren med et ganske almindeligt usb-kabel.
Ifølge iRex holder det genopladelige batteri i Iliad en uge, hvis man i gennemsnit bruger det tre timer om dagen. E-bogen er 1,6 centimeter tyk og vejer 390 gram, mens den er 15,5 og 21,6 centimeter i højden og bredden.
Der foreligger ingen pris på Iliad endnu, men det forventes, at den kommer på gaden i april 2006. Du kan se specifikationerne på den her.
Sony udsendte i 2004 sit bud på en e-bog, LIBRIé. Den har en dpi på 170, altså højere end Iliad, men så er skærmopløsningen også kun på 800 x 600 pixel, og den kører på AAA-batterier. Læs mere om den her.
Med Iliad kan avisen tages med under armen uden at blive krøllet. |