Indhold
Nu skulle det bliver lettere og hurtigere at finde frem til de e-mails, dokumenter og øvrige filer, man skal bruge. Microsoft har nemlig frigivet værktøjslinjen MSN Search Toolbar, som bruges til at søge efter e-mails, dokumenter, billeder og musikfiler, man har liggende på en harddisk i pc'en.
Der er faktisk tale om flere versioner af værktøjslinjen, der udover at ligge i proceslinjen også kan integreres i Stifinder, browseren Internet Explorer og e-mail-klienten Outlook.
Fra starten er MSN Search Toolbar i stand til at kigge ind i 200 forskellige typer filer, herunder Outlook og Outlook Express mail-filer, Word, Excel, Powerpoint, MP3, GIF og JPEG. Ved hjælp af såkaldte addins kan man udvide funktionaliteten, så MSN Search Toolbar genkender flere filer. Det kan for eksempel være pdf-dokumenter og zip-filer.
Værktøjslinjen kræver Windows 200, XP eller Server 2003 og Internet Explorer version 5.01 eller senere, og indtil videre fås den kun på engelsk. Installationsfilen fylder godt fem megabyte, når man henter den fra Microsoft.