Indhold
Den første dobbeltkerne-processor til almindelige pc'er er på markedet. Som ventet var det chipgiganten Intel, der kom først. Navnet på den nye processor er Pentium Extreme Edition 840. Den kræver for øvrigt et nyt bundkort.
Pentium Extreme Edition er ikke meget andet end to 3,2 gigahertz Pentium 4-chips i samme indpakning. Hver processorkerne har en megabyte L2-cache at gøre godt med, og busfrekvensen er holdt på 800 megahertz.
Eftersom Pentium Extreme Edition understøtter hyper-threading, ser styresystemet processoren som fire virtuelle processorer, der kan sættes i gang med hver sin opgave. Det betyder, at processoren er skrap til at arbejde med flere forskellige opgaver samtidig.
I øvrigt understøtter Pentium Extreme Edition Execute Disable Bit, der giver en vis beskyttelse mod virus, samt Intels Extended Memory 64 Technology, så man kan bruge 64-bit styresystemer og programmer og forsyne computeren med meget store mængder systemhukommelse.
Hvis man ofte har flere krævende programmer kørende samtidig, eller hvis man bruger applikationer, der understøtter flere samtidige programtråde, kan Pentium Extreme Edition 840 være en god investering.
Hvis man derimod bruger computeren til programmer, der hverken kan udnytte hyper-threading eller kerne nummer to, får man ikke det helt store ud af en dobbeltkerne-processor. Pentium Extreme Edition er for eksempel ikke superhurtig til afvikling af de nuværende 3D-spil.
Vi har haft en pc med processoren i testcenteret, og testen afslørede, at Pentium Extreme Edition 840 er meget hurtigere end en 3,73 GHz Pentium 4 Extreme Edition ved multitasking og afvikling af multithreading-optimerede applikationer som for eksempel 3ds Max 6, der benyttes til at skabe computergenererede billeder og animationer.
Til gengæld er den nye processor bagefter, hvis man spiller computerspil uden at have andre applikationer kørende i baggrunden. Her er en pc med 3,73 GHz Pentium 4 Extreme Edition 15-20 procent hurtigere end en maskine med Pentium Extreme Edition 840.
Hele testen dukker op i PC World nummer 6/2005, der udkommer den 26. maj.