Artikel top billede

Dong Energy: Sådan vil it gøre din strøm billigere

Med et avanceret it-system arbejder Dong Energy på i fremtiden at kunne regulere både strømproduktionen og danskernes strømforbrug. Se hvordan her.

For Dong Energy har fremtiden vinger og drejer rundt i blæsten, og disse planer er grundlaget for nomineringen af Dong Energys CIO, Michael Moesgaard, til titlen som Årets CIO 2010.

Du kan læse mere om Michael Moesgaards strategiske overvejelser netop nu.

Det store energiselskab har besluttet sig for, at fremtidens energiproduktion skal være renere.

Det betyder, at en stadig større del af fremtidens energi-produktion skal komme fra vindmøller, og det er faktisk langt mere kompliceret, end man skulle tro.

Vindkraft er nemlig meget ustabil, fordi strømmen produceres, som vinden blæser, og da strøm ikke kan gemmes på en effektiv måde, skal den bruges i det øjeblik, den produceres.

Vind kan kun skrues ned

Blæser det så meget, at der produceres for meget strøm i forhold til efterspørgslen, kan man skrue ned ved at bremse møllevingernes omdrejninger.

Blæser det for lidt, er udfordringerne større, fordi man ikke kan skalere op.

Dette problem bliver selvsagt større og større i takt med, at andelen af vindenergi i den samlede energiproduktion stiger, og andelen af de langt mere stabile og regulerbare kulkraftværker falder.

Der er dog løsninger til at sikre, at forsyningen ikke kollapser, mener Dong Energy, og blandt dem er indførelsen af et kompliceret it-system, der vil gøre det muligt for Dong Energy at skrue op og ned for efterspørgslen og produktionen i meget stor skala.

Systemet - som Dong Energy og IBM for tiden arbejder på - hedder Power Hub.

Det er i øvrigt økonomisk støttet af EU, der ser store muligheder i den grundide, som systemet bygger på.

Ideen er, at systemet dels skal kunne tænde for eksterne og lokale el-leverandørers produktion, når behovet melder sig - for eksempel når vinden lægger sig.

I første omgang drejer det sig om eksempelvis selskabers nødgeneratorer, som Dong Energy vil kunne tænde og koble på elnettet fra centralt hold.

Sådan skal dit strømforbrug fjernreguleres

På efterspørgselssiden forestiller Dong Energy sig en fremtid, hvor selskabet kan regulere dele af efterspørgslen, så den hele tiden passer sammen med produktionen.

I en nær fremtid venter selskabet, at der vil komme ekstra pres på el-nettet om natten, når danskerne skal lade deres el-biler op.

Og siden vinden som regel lægger sig om natten, kan det her være hensigtsmæssigt at kunne regulere strømforbruget i de danske husstande nedad, så el-nettets kapacitet sendes til elbilerne, der er under opladning.

"Her ville det være en mulighed, at vi kan sælge strøm ud fra en aftale om, at vi kan gå ind fra centralt hold og slukke for eksempelvis fryseren eller varmepumpe-anlægget i danskernes hjem et par timer om natten - mod selvfølgelig at garantere, at temperaturerne holder sig på et aftalt niveau," siger Michael Moesgaard, CIO i Dong Energy.

Styringens potentielle omfang er meget stort. Og Michael Moesgaard medgiver gerne, at det er ganske kompliceret - både teknisk, afregningsmæssigt, i forhold til kunderne og politisk, fordi energiområdet er reguleret.

"Men sikkert er det, at vi ikke kan tage alt denne vind ind uden en ordentlig it-understøttelse, der kan styre flowet. Vi kan ikke lægge mere vind ind i det danske energi-system, uden at vi finder nye veje ved hjælp af it," siger han.

Central i fremtidens forretning

Power Hub-projektet er ikke Dong Energys største it-projekt.

Faktisk udgør det omfangsmæssigt kun omkring 15 procent af selskabets største it-projekt - et stort energihandels-system, der spiller en vigtig rolle for Dong Energys internationale ambitioner.

"Men til gengæld er Power Hub-projektet i kernen af forretningen. Det spiller en nøglerolle for udviklingen af forretningen i den retning, som vores strategi tilsiger, og potentialet er meget stort," siger Michael Moesgaard.

Dong Energy har gennem årene indført en række grønne tiltag internt i selskabet som videokonferencer, virtualiseringer, applikations-konsolideringer, nye kølesystemer og mange andre ting.

"Og det har alt sammen været fint. Men Power Hub er jo en helt anden kaliber, fordi det kan få effekt på hele energi-industrien," siger Michael Moesgaard.

Projektet har været gennem et såkaldt 'technical proof of concept', og Dong Energy er for tiden ved at gennemføre 'commercial proof of concept'.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere