Adobe har frigivet en opdatering til firmaets populære Shockwave Player. Rettelseskoden fikser ikke mindre end 18 sårbarheder, hvoraf de 17 karakteriseres som kritiske.
Problemerne skyldes blandt andet buffer overflows og hukommelsesfejl i en hel række funktioner og arbejdsgange.
Shockwave Player tilbyder en række ekstra funktioner i forhold til Adobes anden mediefremviser, Flash Player, og Shockwave Player anvendes typisk til fremvisning af mere komplekse og interaktive præsentationer, spil og applikationer.
Ingen Firefox-forvirring
Som det er tilfældet med Flash-afspilleren, er Shockwave Player tilgængelig som en browser plug-in.
Vær i øvrigt opmærksom på, at Firefoxs Flash plug-in lidt misvisende hedder Shockwave Flash, men der er altså tale om en Flash Player.
Flash Player, der er et mere udbredt produkt, er dog ikke ramt af sårbarhederne.
Er du i tvivl, om du har Shockwave Player installeret, kan du hurtigt teste det på firmaets webside, hvor opdateringen ligeledes kan findes.
Adobe har også udsendt sikkerhedsrettelser til ColdFusion version 8 og 9 til alle platforme.