En verden af mahogni, velour og grøn filt åbner sig, når man træder ind af glasdøren hos Casino Copenhagen på Amager i København.
En aroma af sjusser, krøllede pengesedler og adrenalin blander sig med den dæmpede loftsbelysning og de kulørte lamper fra de mange spilleautomater i den ene halvdel af kasinoet.
Som gæst er der ikke umiddelbart noget, der leder tankerne hen på en it-arbejdsplads. Men for Rasmus Teilmann er det lige præcis det, det er. Han er nemlig direktør i firmaet Info-Connect, som står bag kasinoets it-drift.
Og det er forbundet med nogle helt særlige udfordringer.
"Som udgangspunkt skal vi levere nogle administrative systemer, der opfylder den danske kasino-lovgivning. Men også sådan noget som redundans og oppetid er enormt vigtigt på et kasino. Især uden for normal arbejdstid," siger Rasmus Teilmann.
Han henviser til, at kasinoet er åbent om aftenen og hele natten, og for at der overhovedet må holdes åbent, kræver loven, at der er nogle ting, der skal fungere. Blandt andet er det et krav, at alle gæster skal registreres med billede, navn og adresse. Derfor kan kasinoet ikke lukke gæster ind, hvis gæsteregistrerings-systemet er nede.
Men særlig vigtigt er det, at videoovervågningen fungerer.
"Hvis overvågningssystemet fejler, så siger loven, at alle pengetransaktioner og al spil skal stoppe øjeblikkeligt," siger Rasmus Teilmann.
Landets mest overvågede sted
Driften af Casino Copenhagens videoovervågningssystem er da også det, der særligt udmærker sig blandt Rasmus Teilmanns arbejdsopgaver.
"Casino Copenhagen er nok landets mest intensivt overvågede sted. Der er overvågningskameraer i hundredvis," fortæller Rasmus Teilmann.
Ikke nok med at de i hundredvis af kameraer skal levere billeder til kasinoets døgnbemandede overvågningscenter. Samtlige billeder, der optages, skal også lagres i op til 62 dage på kasinoets servere.
"Det stiller selvfølgelig nogle ret store krav til storage og båndbredde at være i stand til at lagre så meget videomateriale," siger Rasmus Teilmann.
Men det er ikke alene nok bare at have rigeligt med lagerplads. De ansatte på kasinoet har nemlig også ofte brug for at få adgang til gamle optagelser i kasinoets åbningstid. Derfor sikrer en 10 gigabit fiberforbindelse, at sikkerhedspersonalet lynhurtigt kan kalde optagelser frem fra arkivet.
Digital overvågning er en revolution
I dag er det ikke videre overraskende, at al overvågning foregår digitalt over ip og understøttes af avanceret software.
Men faktisk er det ikke mere end halvandet år siden, at Casino Copenhagen pensionerede et helt rum fyldt med VHS-maskiner til fordel for det nye digitale system.
Ifølge Jesper Frederiksen, der er chef for overvågning på Casino Copenhagen, har det nye system da også revolutioneret sikkerhedspersonalets arbejde.
"I dag kan vi lynhurtigt finde gamle optagelser frem på skærmen, ligesom vi så let som ingenting kan følge en persons færden i kasinoet fra det ene kamera til det andet. Det kan slet ikke sammenlignes med den gang, vi skulle spole frem og tilbage på et videobånd," siger han.
Overvågning ikke kun for kasinoets skyld
Jesper Frederiksen fortæller, at årsagen til den intensive videoovervågning først og fremmest er, at loven kræver det.
Blandt andet er det et krav, at samtlige pengetransaktioner skal kunne dokumenteres visuelt. Det skal de for at undgå, at kriminelle bruger kasinoerne til at hvidvaske penge igennem.
Af samme årsag har de ansatte pligt til at kontakte Skat ved den mindste mistanke om, at hvidvaskning finder sted.
"Hvis en gæst eksempelvis køber jetoner med krøllede 50'ere, der stammer fra en sort plasticpose, så er det nok noget, vi vil anmelde," fortæller Jesper Frederiksen.
Overvågningen fungerer også som en sikkerhed for kasinoet. Blandt andet for at undgå snyd. Derfor har Casino Copenhagen væsentligt flere kameraer, end loven kræver.
"De eneste steder, der ikke bliver overvåget, er personaletoilettet og pauserummet," siger Jesper Frederiksen.
Videooptagelserne kan bruges som bevis i forbindelse med svindelsager, men oftere bruges videoarkiverne til at udrede tvister mellem kasinoet og dets gæster.
Det kan eksempelvis være, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt en gæst har lagt den indsats, som han påstår. Så er det på få øjeblikke muligt at finde optagelser frem, der kan dokumentere præcis, hvad der er foregået.
Men den massive videoovervågning er ikke kun til kasinoets fordel.
"Meget ofte bruger vi optagelserne til at finde frem til folk, der er gået fra en gevinst uden at indløse den," siger Jesper Frederiksen.
Alt er IP
Ud over den avancerede digitale overvågning er der en række andre it-systemer, der er ret specifikke for kasino-branchen. Rasmus Teilmann fortæller blandt andet, at langt de fleste spilleautomater er forbundet via IP.
"Der findes et hav af administrative systemer, der får spillemaskinerne til at fungere, og som sørger for, at de kan udveksle informationer med hinanden og holde styr på, at regnskabet stemmer," forklarer Rasmus Teilmann.
Ved hjælp af software er det muligt at holde øje med, at de forskellige maskiner ikke udbetaler for meget eller på anden vis opfører sig mærkeligt. Ligesom kasinoet kan udtrække statistiske informationer om hvor mange, der spiller på de forskellige automater samt hvilke automater, der tjener flest penge.
Desuden findes der på en række danske kasinoer en fælles jackpot-pulje, der administreres fra en central server. På de forskellige kasinoer er der en gruppe af maskiner, som er koblet op på den centrale server, så man alle steder kan spille om den samme pulje.
Fremtiden byder på RFID
Et projekt, som i øjeblikket er på tegnebrættet, er, at kasinoets gæster skal udstyres med en RFID-chip i stedet for en adgangsbillet. Det vil betyde, at gæster lettere kan gå ind og ud af kasinoet, når entreen er betalt.
"I dag kan en gæst risikere at skulle vise sin billet adskillige gange i løbet af en aften. Det slipper man for, hvis hver enkelt gæst bliver udstyret med en chip," siger Jesper Frederiksen.
I kasino-verdenen er der ud over entrébiletter mange andre anvendelsesmuligheder for RFID-teknologien.
Blandt andet fortæller Jesper Frederiksen om kasinoer, hvor der er indført automatiske spilleborde, der selv kan udregne gevinsten ved hjælp af RFID-chip i jetonerne. Og selvom det lyder smart, at man nærmest vil kunne spare en medarbejder ved hjælp af teknologien, så har Casino Copenhagen ingen planer om at indføre lignende systemer.
"En del af det, vi sælger, er jo den personlige betjening, og at det er en levende person, der tager imod folks indsats. Hvis vi ikke har den service, kan folk jo lige så godt sidde på nettet og spille," siger Jesper Frederksen.