Indhold
Japanerne kan snart modtage satellit-tv specielt beregnet til de små skærme på bærbare enheder. Mobile Broadcasting går i luften den 20. oktober, og så kan brugerne vælge mellem syv digitale tv-kanaler og 30 radiokanaler.
Der kræver selvfølgelig, at man er den lykkelige ejer af en passende tv-modtager, og både Sharp og Toshiba er da også på banen med bærbare fjernsyn med indbygget digital satellitmodtager.
Toshiba MTV-S10 er udstyret med en 3,5 tommer LCD-skærm med en opløsning på 320 x 240 pixels. Den kan forsynes med SD hukommelseskort, så man kan optage tv-udsendelser eller afspille film fra kortet, hvis der ikke er noget godt i fjernsynet.
Der er plads til 20 timers video på et 512 megabyte SD-kort. Batteriet holder til 105 minutters tv eller 165 minutters afspilning fra hukommelseskort.
Enheden måler 10 x 11 x 3 centimeter og vejer 320 gram, og den koster 60.000 yen, hvilket svarer til godt 3.000 kroner.
Tv-modtageren fra Sharp hedder 4E-MB1, og den har en 3,6 tommer skærm med samme opløsning, som Toshiba byder på. Sharp-modellen bruger også SD som hukommelseskort, og udover tv man kan også bruge enheden som MP3-afspiller og fremviser til MPEG4-film og JPEG-billeder.
Sharp 4E-MB1 måler 9 x 15 x 3 centimeter og vejer 335 gram. Den koster omkring 3.850 kroner.