Browser og webserver i ét - det hvad den lille norske browser-producent Opera nu forsøger sig med som det seneste tiltag i kampen mod de konkurrerende browsere fra Microsoft, Mozilla, Apple og Google.
"I de seneste måneder har holdet arbejdet hårdt på at bringe Opera Unite frem til beta-status, og i dag gør vi det officielt med frigivelsen af Opera 10.10 beta," skriver Opera i et blogindlæg.
Med Opera Unite kan man let oprette sin egen webserver, så man kan dele musik, video, billeder og andet indhold med venner og familie. Det er også muligt at streame indhold via Opera Unite, ligesom man kan chatte og kommunikere via Unite.
Det smarte er, at man med sin egen webserver slipper for at skulle uploade indholdet til tredjepart.
Da Opera Unite-konceptet blev afsløret tidligere på året skabte det en del opmærksomhed på grund af den norske nytænkning.
Opera forklarer da nu også, at man sætter pris på den megen feedback, man har fået.
"Vi håber, at I lægger mærke til, at mange af jeres forslag er implementeret i de tilpassede applikationer og i de overordnede forbedringer på bade browser- og server-siden," skriver Opera.
Store ord - lille markedsandel
Da Opera præsenterede Unite i oktober måned, gjorde browser-selskabet en hel del ud af at forklare, at Unite ikke bare er en smart lille web-gadget, men først og fremmest en måde at gøre dig uafhængig på.
"Vores computere er kun dumme terminaler, der er tilsluttet andre computere (servere), der ejes af andre mennesker - for eksempel store virksomheder - som vi er afhængige af for at kunne hoste vores ord, tanker og billeder ... så længe vores egne computere ikke er førsteklasses borgere på internettet, er vi kun lejere, og hosting-selskaberne er ejerne af internettet," skrev Opera dengang.
Ved at koble Unite sammen med selve Opera-browseren forsøger den norske nytænker at levere et nyt våben i den stadig hårdere browserkonkurrence.
Opera hører dog stadig til blandt de små spillere på markedet, der er domineret af Microsofts Internet Explorer med en markedsandel på 65,71 procent ifølge Net Applications.
Mozillas Firefox har en samlet markedsandel på 23,75 procent, Safari ligger på 4,24 procent og Googles Chrome på 3,17 procent.
Opera kommer først ind på en femteplads med en markedsandel på 2,19 procent.
Video: Sådan virker Opera Unite