Interview: ERP-systemerne bliver mere og mere avancerede. Faktisk er det allerede så vidt, at man allerede i dag dårligt nok kan kalde dem ERP-systemer længere.
Hvor ERP - eller enterprise resource planning - traditionelt har været brugt i især produktions-virksomheder til at holde styr på og organisere produktions-processer og regnskab, er anvendelses-paletten i dag steget dramatisk.
Og intet tyder på, at den kurs vil stoppe.
Sådan lyder det fra Hal Howard, hurtigt-talende udviklings-chef for Microsofts ERP-satsninger, der tæller den danske Dynamics-afdeling i Vedbæk nord for København - det tidligere Navision - samt de amerikanske udviklings-afdelinger i henholdsvis Microsoft-hjembyen Seattle samt i Fargo i delstaten North Dakota, det tidligere Great Plains.
"ERP-systemernes funktionalitet knopskyder med en hastighed, der gør, at man i dag vel dårligt nok kan kalde dem ERP-systemer mere. Faktisk leder industrien i denne tid efter et nyt navn, der kan erstatte 'ERP.' Vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal kalde dem," siger han.
Forventninger og krav vokser
Det er altid et åbent spørgsmål, om det er kundernes efterspørgsel eller producenternes behov for at sælge nye produkter, der er den primære motor i udviklingen af nye produkter.
På ERP-markedet ligger der således milliarder af kroner og venter på den producent, der kan ramme udækkede behov rent med nye produkter. Og netop behovet er den vigtigste trækkraft, mener Hal Howard.
"Som i mange andre software-markeder vokser kundernes forventninger på ERP-markedet," siger han.
Det er med andre ord endegyldigt slut med de dage, hvor et ERP-produkt til selv de større virksomheder hvilede tungt på bogholderi-siden, hvor den primære funktion var regnskab og tal.
I dag vil selv virksomheder af begrænset størrelse have avancerede teknologier for at optimere processerne, mener Hal Howard.
"For bare få år siden havde selv selskaber med 100 ansatte kun brug for et bogholderi-system, fordi forretningen dybest set blev drevet via papir og blyant. I dag er det langt mere teknologisk kompliceret at drive en virksomhed med blot 10 medarbejdere, end det var at drive en 100 mands-virksomhed for 10 år siden," siger han.
Grunden skal vi finde i globaliseringen.
Med internettet er verden skrumpet gevaldigt, og det er noget, som mange virksomheder af selv begrænset størrelse, bruger som et springbræt til straks fra etableringen at kaste sig ud i et internationalt marked.
ERP-pakkerne vokser i takt med kundernes behov
Hal Howard peger på, at der findes mange 10 mands-virksomheder, der opererer i 10 forskellige lande. Mange virksomheder køber og sælger i dag produkter i mange forskellige lande.
"Tidligere kunne man jo ret nemt finde 100-mands-virksomheder, der kun opererede i Danmark. De er blevet meget sværere at finde i dag, hvor man som minimum opererer i det nordiske marked, hvilket kræver mulighed for multinationale bogførings-systemer. Det er noget, som kun få virksomheder havde brug for for 10 år siden," siger han.
De tæller værktøjer til planlægningen af produktionen, håndtering af HR-funktionerne, supply chain management, projekt-styring, økonomi- og kundestyring samt værktøjer til håndtering af CRM-funktioner og en række andre ting.
Hertil kommer analyse-værktøjer fra business intelligence-verdenen samt det mere og mere avancerede unified communications.
"Selskaberne vil i dag have teknologier, der kan integreres på kryds og tværs. Der skal kunne integreres med e-mail-systemet, internettet og med standard-protokollerne, så de kan udveksle informationer med både leverandører og kunder, og selv virksomheder af moderat størrelse vil have workflow-systemer, der kan håndtere både produktions-processer og udvikling. Og de skal integreres med deres CAD- og CAM-systemer," siger Hal Howard.
"Funktionaliteten og mængden af applikationer i ERP-pakkerne er blevet ved med at vokse, og sådan vil det også blive i fremtiden. Det skyldes jo, at kundernes behov vokser - uanset deres størrelse - og det skal vi som leverandører løbende forholde os til," siger Hal Howard.
Udvikling går langsomt
Hal Howard erkender, at ERP er et relativt langsomt-udviklende område sammenlignet med mange andre teknologi-områder.
I markedet findes der fortsat 10 år gamle systemer, der er i drift, fordi ejer-virksomhederne er tilbageholdende med at skifte til nyt.
Når det endelig sker, er det ofte en langstrakt proces, der kræver både mod og tålmodighed, fortæller Hal Howard.
"Vi ser jo, at mange virksomheder, der ellers har 'moderne' ERP-systemer købt inden for de seneste 10 år, lægger håndteringen af en stor del af deres forretnings-processer i Excel. Det må jo høre op," siger han.
Størst på ERP-markedet er ifølge Hal Howard produktions-virksomhederne, der står bag langt størstedelen af de ordrer på ERP-systemer, der tilfalder producenterne.
"Men vi ser den klart største innovation inden for 'professional services' (der dækker virksomheder i bank- og finanssektoren, it-branchen, revision, konsulent-branchen og lignende, red.), hvor der er stort behov for systemer, der er indrettet efter den måde, forretningerne fungerer på. Det er her, de fleste system-udskiftninger finder sted for tiden," siger Hal Howard.
Det offentlige som temposætter
Han oplever, at også de offentlige myndigheder har kig på ERP-systemerne.
Her er det især de økonomiske rå-funktioner, der er interessante, fortæller Hal Howard.
"De fleste myndigheder opererer jo lokalt, men på international basis, fordi de skal følge internationale regnskabs-regler. Derfor kræver de offentlige myndigheder i dag ofte ret avancerede systemer, og kravene vokser," siger han.
Microsoft og en række andre selskaber har længe haft fokus på cloud computing. Hvornår er alting flyttet op i skyen?
"Det er kun et spørgsmål om tid, men vi ved ikke hvor lang tid. I dag er cloud computing ikke særligt avanceret, og der er mange ting, der fungerer fint 'on premises', som ikke fungerer i skyen," siger han.
"Når det gælder ERP er begrænsningen, at der kun er plads til meget lidt individuel tilpasning i skyen. Det betyder, at man i givet fald skal drive sine systemer nøjagtigt lige som konkurrenterne, hvilket man kun gør blandt små virksomheder. Dedikerede systemer kræver, at man er 'on premises' eller hos en specialiseret leverandør," siger Hal Howard.
Hvordan ser ERP-markedet efter din mening ud om 10 år?
"Det hele konvergerer. ERP vil vokse sammen med ting, som vi end ikke vil overveje som en mulighed i dag. Systemerne vil blive voldsomt avancerede, og vi vil se konvergens og sammensmeltning mellem regnskabs-systemer, business intelligence, unified communications og mange andre ting.
Jeg tror ikke engang, at vi i dag kan se overfladen af de måder, hvorpå vi i fremtiden kan forbedre udnyttelsen af ressourcerne ved hjælp af ERP."