Computerworld News Service: Facebook er blevet trukket i retten af et softwarefirma fra Baltimore, der påstår, at det sociale netværk bryder firmaets to år gamle patent 'personlige informationsstyrings-systemer'.
WhoGlue fremlagde anklagen mandag i retten i Delaware. Virksomhedens patent handler om et 'informationsstyrings-system, metode, programmerings-kode og midler til at skabe kommunikation mellem medlemmer i et online-netværk," som der står skrevet i patentbeskrivelsen.
WhoGlues anklage er ikke særlig tydelig i beskrivelsen af, hvordan Facebook præcis overtræder patentet, men det handler tilsyneladende om de ændringer i privacy-indstillingerne, som Facebook i løbet af de sidste par år har gennemført med det formål at give brugere bedre kontrol over, hvem der kan se hvad på hjemmesiden.
"Det er ved at gå op for de store sociale netværk, at det ikke bare handler om at gøre det nemt at dele informationer… det handler i lige så høj grad om at gøre det nemt at kontrollere adgangen til informationerne," skrev administrerende direktør for WhoGlue, Jason Hardebeck, i et blogindlæg 11. juli.
"Det fandt vi ud af allerede for længe siden; faktisk ansøgte vi om et patent under navnet 'Distributed personal relationship information management system and methods' (det var før, der var noget, der hed 'sociale netværk') allerede i 2001."
Virksomheden vil gerne have rettens ord for, at Facebook skal betale en bøde og betale for sagens omkostninger, ligesom det sociale netværk skal afholde sig fra at bryde patentet i fremtiden.
WhoGlue blev grundlagt i 2001, og firmaet sælger web-baseret software til 'relationship management' for eksempel til organisationer for tidligere studerende. Omtalte patent blev ifølge det amerikanske patentkontor taget i juli 2007.
Teknologi-giganten Siemens ejer ifølge en liste fra 2008 over virksomhedens datterselskaber 33 procent af WhoGlue
Jason Hardebeck fra WhoGlue vil ikke udtale sig om sagen, og han meddeler per e-mail, at "på dette tidspunkt i sagen vil vi afholde os fra at udtale os offentligt."
Facebook har ikke svaret på henvendelser om en kommentar.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen