Med en kvindelig andel af forhåndstilmeldte konferencedeltagere nede på 3,75 procent mente arrangørerne af JAOO, at der skulle gøres noget for at tiltrække flere kvindelige konferencedeltagere.
Ideen om at give kvinder gratis adgang lød som en god ide, mente arrangørerne og gik i gang med at udforme et website, hvor kvinder kunne tilmelde sig.
Mænd også gratis adgang
Af hensyn til ligestillingsloven blev tilbuddet om gratis adgang udformet, så mænd også kan få gratis adgang.
"Enhver betalende deltager (uanset køn) kan gratis tage en deltager af det modsatte køn med," hedder det blandt andet på JAOO-sitet.
Selvom arrangørerne således forsøger at dække sig ind, så de ikke overtræder dansk lovgivning, har det fået en Computerworld-læser til at klage over konferencens initiativ til Ligebehandlingsnævnet.
Klager: Gratis adgang målrettet kvinder
"Uanset at de forsøger at skrive sig udenom lovgivningen så er det meget klart, at dette tilbud er henvendt til kvinder, og det vil stort set kun være kvinder, der kan benytte sig af tilbuddet.
For eksempel hedder siden "women @ JAOO" og overskriften er: "Free tickets for women at JAOO Aarhus 2009"," skriver læseren blandt andet som en kommentar til Computerworlds artikel om JAOO-konferencens tiltag.
Høringsproces inden afgørelse
Der blev derfor indgivet klage til Ligebehandlingsnævnet i går.
Næste skridt bliver, at Ligebehandlingsrådet videresender klagen til JAOO-arrangøren Trifork for at få en udtalelse som led i en høringsprocedure, hvor parterne bliver hørt.
Hvis høringsproceduren ender med at blive en egentlig sag, bliver sagen sendt til vurdering i Ligebehandlingsnævnet, der består af jurister med en formand som dommer.
Sagsbehandlingen i Ligebehandlingsnævnet varer i gennemsnit fem måneder.